Onsdag d. 12 marts
Jeg havde på forhånd booket et automobil og reserveret hotelværelse den første nat, så de 2 weekendturister – Dirty Jensen og Jesper Ålen Odgård – skulle selv blot sørge for at komme ombord på det rette fly og af igen ved det rigtige stoppested. Det lykkedes med et par timers forsinkelse, så jeg nåede gennem både burgermad, vaffelis og kaffe inden de 2 blege skabninger kom slentrende med fuld oppakning.
Fra lufthavnen tog vi en lufthavnsbus ud til udlejningsfirmaet, hvor vores spritnye minivan ventede med fuld tank. Automobilet var udstyret med en ydmyg 3½ liters V6 motor med automatgear, så den kunne nok flytte sig når den fik besked derpå. Køreturen til Key Largo tog godt 1½ time med et strategisk, indlagt stop ved en Burger King. Findes der en mere passende måde at indlede et besøg i burgerens oprindelsesland på, end at indtage et par eksemplarer med ekstra ost og bacon samt fritter og godt med mayo. Da vi havde fundet motellet og læsset bagagen af, fik vi tanket et par kasser øl, chips og andre fornødenheder, men de 2 blege nytilkomne var trætte ovenpå rejsen, så det var ikke megen gak og løjer jeg fik ud af dem. Det skulle heldigvis ændre sig…

Torsdag
Oven på den lange nattesøvn var vi allerede klar til nye eventyr tidligt fra morgenstunden. De resterende ca. 100 miles af turen ned til Key West blev tilbagelagt i vores fantastiske automobil. Den var dog ikke helt så sexet af udseende som den sorte Dodge Charger jeg først havde booket, men helt sikkert mere praktisk og komfortabel (det betænksomme personale hos ”Thrifty” havde naturligvis lejet den ud til anden side… hmm). Vi holdt et par gode pauser undervejs – bl.a. ved Bahia Honda State Park, hvor vi tilbragte et par timer i middagssolen og nød et par kolde Coronas.
Vi fik desuden lejlighed til at håndfodre en flok store Tarpons (fisk der ligner en sild, men bliver en anelse større) ved Robbies Marina. De lokale pelikaner var dog både hurtigere og klogere end Dirty Jensen, der trods en helhjertet indsats kun fik sneget et par enkelte af de indkøbte foderfisk ned i vandet, inden de glubske og ondskabsfulde fugle snuppede dem med deres lange næb.
Vi nåede til Key West ved 18-tiden og fandt efter et par forsøg et ledigt motelværelse der matchede vores budget nogenlunde. Efter et hurtigt måltid hos en nærtliggende burgerpusher, faldt vi over en flaske Captain Morgan der skulle udgøre vores primære beruselseskilde den aften. Den mørke rom havde opfyldt formålet da vi ved midnatstid begav os ud i nattelivet iført kortærmet skjorte, knickers og sandaler. Det kunne man hurtigt vænne sig til :)

Fredag
Omkring middagstid besluttede vi at det var på tide at stå op, og kørte en tur til stranden hvor vi tilbragte et par timer i solen. Tilbage på motellet optrådte Dirty Jensen med forskellige udspringskunster ved svømmepølen, hvor strandstole, parasoller og maveplaskere var omdrejningspunkt i forestillingen. Torsdagens pub crawl havde taget hårdt på de 2 gamle mænd jeg havde fået på slæb, så med løftet om at de ”bare lige skulle sove en halv time” gik de til køjs ved 21.30 tiden og vågnede først 4-5 timer senere. Jeg fik lejlighed til at skrive lidt på min dagbog og se en enkelt film (I Am Legend) over et glas Morgan og en kold Corona. Jeg var efterhånden blevet helt skrap til at underholde mig selv og denne dag var ingen undtagelse.

Lørdag
Godt veludhvilede checkede vi ud fra motellet og kørte nordpå mod Key Largo igen. Dirty ville en tur i baljen med fuldt SCUBA gear, mens ålen og jeg nøjedes med at kravle ombord på dykkerskibet iført snorkel og maske (og af praktiske årsager en smule påklædning). Vi fik i øvrigt et indblik i amerikanernes manglende humor - eller kanske blot manglende evne til at fortolke lidt sort, dansk af slagsen. Jeg husker ikke de præcise detaljer omkring episoden, men Dirty Jensen har nok været udstyret med et par lyserøde fartstriber på våddragten, da jeg i de fleste andre deltageres påhør forklarede Dive Masteren, at han (altså Dirty) var "kvinden" i vores 3-mands forhold. Det vakte ikke ligefrem jubel på skibet, og der var ikke rigtig nogen der havde lyst til at snakke med os efterfølgende. Og således kan man hurtig komme galt af sted når man prøver at være morsom. 4 timer og 2 dyk senere var vi tilbage med fast grund under fødderne, og fik i snedig stil og med en strategisk, velplaceret parkering misbrugt burgerkæden "Wendys" trådløse Internet til at booke et hotel i Miami. Vi nåede først frem ved 22-tiden, så brusebad og Morgan blev ekspederet med lynets hast, inden vi begav os til South Beach for at kigge lidt på nattelivet.

Søndag
Det dejlige vejr indbød til strandtur, så vi tog det lysegrønne lyn tilbage til South Beach og fandt en lille passende plet i menneskemyldret. Og således gik et par timer, inden vi "cruisede" tilbage af Ocean Drive. Vores (efter danske forhold) luksuriøse køretøj fik dog ikke megen opmærksomhed blandt de hårdtpumpede, amerikanske øser der gjorde os selskab i lav fart gennem kvarteret. Selvom vi gjorde hvad vi kunne for at falde ind i billedet med nedrullede vinduer og høj musik, lykkedes det ikke helt. Næste gang bliver vi sgu nødt til at have en vogn uden tag :) Efter en tur i poolen, et dejligt måltid og 3 slag billard blev det endnu en gang tid til at gå tidligt til køjs.

Mandag
Vi nåede allerede til Fort Lauderdale ved 10 tiden, og fandt hurtigt vores hotel. Bilen skulle afleveres inden kl. 13, så da vi havde checket ind og læsset vores bagage af, kørte vi til lufthavnen hvor nærmeste "Thrifty" kontor lå. Med et følelsesladet farvel til automobilet afleverede vi nøglerne og tog en taxa til nærmeste shopping mall, hvor vi fik gjort et par indkøb. Jeg gik dog forgæves efter et par bestillingsvarer hjemmefra og det blev kun til en enkelt T-shirt i den enorme "Abercrombie & Finch" butik. Da vi var færdige, nåede vi cirkus 20 km i den gale retning, før vi opdagede at vi var kommet med den forkerte bus. Klap klap og tillykke med bus- og køreplaner. De fungerer sikkert fint hvis man prøver at bruge dem. Den mindre omvej bragte os sidst på eftermiddagen tilbage på hotellet hvor poolen blev afprøvet. Den fungerede fint... Vi fik desuden booket et cruiseskib til Freeport, Grand Bahama Island, samt hotel og taxa til næste morgen. 6.15 lød dommen og vi fik forsikret hotelejeren om at vi nok skulle være klar til afgang i rette tid. Efter den indlagte hviledag søndag, var batterierne atter ladet op og der var igen kræfter til lidt festivitas, så Saint Patricks Day kunne fejres på den lokale irske pub. For amerikanerne er det vist bare endnu en undskyldning for at drikke en flok øller (hvor børnligt), men vi skulle da ikke være for fine til at deltage og nåede således faretruende tæt på daggry inden vi kom hjem.

Tirsdag
Efter en dejlig, lang nattesøvn på knap 2½ time, brummede mobilens modbydelige alarmfunktion og panik panik fik vi pakket de sidste sager og clearet vores værelse. Check-in, security og immigration forekommer stadig lidt uklart, men det lykkedes alligevel at få alle mand + bagage med på båden. Blandt pingviner, isbjørne og andre polardyr forsøgte vi at få indhentet lidt søvn i skibets 12 grader lobby, der mest virkede som en stor dybfryser. Det var meget lidt bekvemt og da det yderligere mislykkedes at finde os tilrette på sol(regn/blæst?)-dækket blev vi nødt til at betale os fra en kahyt - et ellers bevidst fravalg da vi foretog reservationen. Da vi godt 5 timer efter afgang var fremme ved Freeport, havde alle mand mere end fordoblet deres søvnbeholdning. Endnu en lur på hotellet bragte yderligere balance i regnskabet, så vi var helt friske da vi tog en taxa ind til Port Lucaya hvor aftensmaden skulle indtages. Efter et par øl under åben himmel på bypladsen var vi tilbage på hotellet, så vi kunne få en lang, velfortjent nattesøvn og være friske til onsdagens aktiviteter.

Onsdag
Vi tog forgæves den første hotelshuttlebus til søsterhotellet, Island Seas Resort, der skulle ligge ned til en lækker strand. På mystisk vis var det dog lykkedes os at blive uvenner med vejrguderne, der startede med at sende vindstød af orkanstyrke ind over stranden, og inden vi nåede vandkanten var øjne, øre, næse, T-shirt, badeshorts og strandtaske fyldt med fint koralsand. Det var derfor en nem beslutning at vende tilbaws til hotellet og holde et planlægningsmøde. Vi kontaktede et par forskellige biludlejningsfirmaer og blev efter lidt forhandlinger enige om at leje en beach buggy. Sårn en lille gul fætter bygget op over en VW bobbel. Som om det ikke var udfordrende nok bare at føre køretøjet der i øvrigt knapt kunne bremse og var yderst ubekvemmeligt indrettet, påbød det lokale trafikreglement kørsel i venstre side af vejen. De øvrige bilister fulgte forskrifterne, så vi besluttede at gøre ligeså. Buggy'en bragte os helt til øens vestside (der pudsigt nok hed "West End") hvor vi flakkede lidt rundt i forsøget på at finde et passende spot, hvor mine 2 solsultne ledsagere kunne solbade og snorkle mens jeg gik på jagt med fiskestangen. Det lykkedes desværre aldrig og efter yderligere et par timers kørsel på må og få var vi igen på hotellet.
Da Dirty Jensen ville på dykkertur torsdag, påtog han sig ansvaret som chauffør til Port Lucaya i Buggy'en efter aftensmaden. De kolde Kalik gjorde godt i vor andres øltørstige maver.

Torsdag
Dirty's dyk blev desværre aflyst pga. stiv kuling og store bølger fra syd. Pga. den manglende komfort i Buggy'en blev vi enige om at finde et nyt køretøj til de resterende dage. Vi fik således leveret det gule lyn tilbage til udlejeren i rette tid, men det håbløst uhjælpsomme og uoplyste hotelpersonale magtede ikke opgaven med at arrangere en ny. Da klokken var blevet over middag, besluttede vi at tage resten af dagen ved hotellets pool, hvor der dog hverken var bonefish, barracudaer eller hajer i det klorholdige vand. Der var til gengæld rigeligt med overvægtige og berusede amerikaner, så vi følte os alligevel i godt selskab (!?)

Fredag
Ålen og jeg tog en taxa til biludlejningsfirmaet ved siden af Island Seas, mens dirty tog afsted til sit dyk. Vi fik arrangeret en Verdens mindste Kia (dog med automat-gear), så udstyret med eventyrlyst og Google-earth på passagersædet drog vi på udkig efter Grand Bahamas lokale fiskebestand. Efter en lang, forgæves ekspedition til øens nordside og yderligere lidt flakken rundt med en halvgrumset Google-earth og et udetaljeret ø-kort som eneste hjælpemidler fandt vi frem til ”Paradise Cove”.
Foretagendet var et strandparklignende sted med en lækker badestrand, et par koralrev i svømmeafstand og et par fine flats på hver side. Et perfekt sted for en konstellation som vores bestående af en uhelbredelig fiskejunkie med tropefisk på hjernen, en afdanket divemaster med svømmehud på fødderne samt en solhungrende badegæst med solbriller, skønlitteratur og Bermudashorts op over begge ører. Det så lovende ud og efter en hurtig lektion i hvordan man skulle færdes i området, blev vi sluppet løs. Undertegnede, der på daværende tidspunkt ikke havde fanget en bonefish i snart 2 uger, havde allerede kæmpet mod abstinenserne et par dage. Trods et helhjertet forsøg på at beherske mig da den første bonefish kom indenfor kasteafstand, opstod en panikagtig situation hvor det naturligvis lykkedes at sætte fluen solidt i bunden og skræmme fisken på flugt. De der har set hvordan jeg reagerer når jeg ser en fisk, kan nok sætte billeder på episoden. I andre skal forestille Jer den ellers enormt modne og beherskede mandsperson der pludselig mister kontrollen, som hyperventilerer og desperat forsøger at indvie andre nærværende i det fantastiske fænomen det er at se en fisk.
Vi så yderligere en enkelt bonefish i strandkanten – i øvrigt den største jeg har set til dato! Den var uhyggelig stor og blev på afstand først forvekslet med en mindre haj. Med hjælp fra et dumt modlys og en kulsort bund forsvandt fisken desværre sporløst efter et enkelt hæderligt kast i dens retning.
Det blev kun til et par små-jacks og en enkelt baracuda til ålen, inden vi atter kørte mod Freeport i den sidste eftermiddagssol. Der var håb forude. Jeg havde på forhånd lovet de 2 weekendturister, der i øvrigt havde krydset Atlanten blot for at gøre mig selskab de sidste par uger af ekspeditionen, at de nok skulle fange en baracuda, en haj og en bonefish. Førstenævnte var krydset af på listen og sidstnævnte havde afsløret sin tilstedeværelse omkring Grand Bahama. Næsten usynlig og sky - lige efter bogen... Men tiden var ved at rinde ud for den danske delegation. Et par dage var blæst væk og andre var spildt på udforskende aktiviteter. Skulle det virkelig lykkedes at indfri de 2 tropejomfruers ønske om lidt fiskelykke i de varme lande?
Tilbage på hotellet mødtes vi med Dirty Jensen, der havde haft et fantastisk dyk blandt hajer, baracuda'er og andre rovdyr samt de obligatoriske farvestrålende koralfisk. Oplevelsen blev beskrevet med så stor entusiasme og iver, at undertegnede lod sig lokke med på lørdagens formiddagsdyk.

Lørdag
Vi blev hentet på hotellet af dykkercentrets ejer, der i øvrigt var dansker. Udstyret blev checket og læsset ombord på skibet og inden længe var vi på første divesite. Efter lidt startproblemer i overfladen fik jeg styr på vejrtrækningen og nåede ned på 18 meter til de øvrige frømænd. Det var et lækkert dyk med masser af koralformationer og fisk. Vi nåede desuden lige at se skyggen af en stor, modbydelig reefshark der heldigvis enten havde spist morgenmad eller bare ikke havde lyst til et par halvslaskede danskere i våddragt. Dagens andet dyk var på knapt så dybt vand hvor hovedattraktionen var en styrtet flyvemaskine. Den smadrede propelmotor og resterne af skroget vidnede om en dramatisk begivenhed.
Vi blev fragtet tilbage til hotellet, hvor ålen ventede og var klar til strandtur. Gårsdagens opdagelse af Paradise Cove gjorde beslutningen om i hvilken retning dagens udflugt skulle gå hen nem. De tilsynsførende ved strandparken briefede os endnu engang om forholdende, inden vi blev sluppet løs på egen hånd. Dirty Jensen og Ålen lagde ud med en snorkletur på kanten af koralrevet, mens jeg sneg mig i flat-boots'ne, riggede en fluestang til og listede ud på flatten. Der gik ikke længe før lidt diskret plasken og et par glinsende haler i den højtstående middagssol røbede en lille flok bonefish på jagt efter frokosten.
Den lille flue var som altid udstyret med orange gummiben og endnu engang vidnede fiskenes opførsel om yndlingsfluens overlegne egenskaber. Den nærmeste bonefish stak straks ud fra flokken og hapsede fluen med stor vellyst. Krogen fik desværre ikke ordentlig fat trods et perfekt udført strip-set præcis som beskrevet på første side i den store bog om bonefish. Fisken rystede et par gange med hovedet inden flatten eksplodere i et kæmpe plask og flokken ræsede af sted i en kollektiv flugtaktion. Jeg skulle hele vejen frem og tilbage på flatten, før jeg fik chancen igen. Denne gang sad fluen bedre fast og et par sekunder senere var flueline og en hæderlig længde bagline på vej mod koralrevet. Fisken bremsede heldigvis umiddelbart inden og jeg fik styr på situationen. I samme øjeblik kom de 2 andre slentrende i vandkanten mens jeg råbte og skreg på assistance. Hjælpen ankom dog akkurat for sent og fisken havde brændt kræfterne af inden de var fremme. Efter en kort fotosession tøffede fisken tilbage til gutterne.
Episoden gentog sig, men endnu engang var mine sløve medfiskere for langt væk og nåede ikke frem så de kunne "fighte" fisken og mærke den imponerende styrke de små sølvtorpedoer besidder.
I mellemtiden var de første budbringere fra endnu en koldfront trukket for solen og kort efter kom de første dryp. Det udviklede sig hurtigt til silende sommerregn og inden længe var vi gennemblødte fra top til (i forvejen våd) tå. De hurtigtsvømmende bæster ændrede samtidig adfærd fra sultne og lystige til håbløse sky og selektive. Det hang måske også sammen med den stigende vandstand, der lokkede rovfiskene ind på flatten for at få en lækker bonefish som eftermiddagssnack. Efter yderligere en håndfuld forgæves skud mod de hysterisk letskræmte fisk pakkede vi sammen og kørte hjem.

Søndag
Lørdagens regnskyl havde udviklet sig til regulært skybrud hjulpet på vej af lyn og torden samt vindstød af orkanstyrke. Håbet om en tidlig morgentur til fiskepladsen (og ikke mindst fiskedrømmene) blev således brat slukket for de langtfarende weekendturister fra fynsland. Formiddagen blev i stedet fordrevet med meningsløs venten på hotelværelset hvor rester af den 1 kg store pose Super Piratos blev indtaget.
Det i forvejen forsinkede cruiseskib til Fort Lauderdale blev yderligere tilbageholdt et par timer i havnen, så klokken nåede et godt stykke forbi midnat inden vi fik vores bagage og kom i land. Undervejs var det heldigvis lykkedes at alarmere hotelfatter om vores sene ankomst, så nøglen sad i døren da vi troppede op ved hotel Sans Souci. Et hurtigt "truckerbad", en (næsten) frisk T-shirt og et par Corona'er senere var vi igen på jagt efter lidt natteliv. Det var dog overraskende sløjt (måske pga. søndag?) og da vi endelig fandt et åbent sted var udskænkningen lukket. Til gengæld blev vi af 2 omgange kaldt/råbt henholdsvis "faggets" og "fucking homos". Først af et par forbipasserende amerikanere i en modbydelig stor pick-up truck, der anstrengte sig så meget for at levere de kærlige tilråb, at de hang med det meste af kroppen ud af vinduerne på det sorte automobil. Efterfølgende fik vi et par ord med på vejen af en mindre flok der stod og hang i en port. Tænk hvad man skal lægge ører til blot fordi man er lidt smart? Jo - vi følte os skam hjemme i Guds eget land. Velkommen til "Home of the brave, Land of the free".

Mandag
Ålen havde et erinde i Tampa, så over middagstid blev 3 til 2. Det ændrede dog ikke ved det gode humør og Dirty og jeg indtog et stort shopping mall med friske kreditkort. Efter et par timer var det lykkedes at finde både armbåndsur, T-shirts og kondisko i moderigtige farver og økonomien var amputeret yderligere. Aftenen forløb med en af yndlingsbeskæftigelserne - øldrikning - omkring poolbordet på en lokal bar (deja vu... det er vist fundet sted en enkelt gang før i denne historie :))

Tirsdag
Et hurtigt morgenmåltid blev indtaget på "The Deck" og vi vandrede ned til marinaen hvor sportsfiskebådene holdt til. Efter lidt forhandlinger besluttede vi at tage et par timer på havet for forhåbentlig at revanchere de lidt skuffende fiskemæssige oplevelser på Grand Bahamas. Den store fiskegud velsignede os med et par småtun og nogle guldmakreller (Dorado, Dolphin fish, Mahi Mahi - kær fisk har mange navne) og vi var desuden vidne til fangsten af en rekordstor Golden Amberjack der blev hevet ombord for næsen af os. Desværre sad ingen af os i stolen da uhyret bed på, så den uinteresserede farmand og hans lille, flæbende møgunge skiftedes til at hive i stangen. En halv eftermiddag senere kom den imponerende fisk ombord og misundelsen var nok til at spore som vi stod og gryntede over hvorfor det skulle tage så lang tid. Det blev samtidig dages sidste træk, så der var ingen kæmpefisk til Dirty Jensen og undertegnede.

Onsdag
Som sædvanlig ringede vækkeuret alt for tidligt. Vi fik pakket de sidste sager og kørte mod lufthavnen i Miami mens det stadig var mørkt. Ålen og Dirty Jensen fik hver en farvelkrammer og blev sendt mod Europa igen, med tak for godt selskab og ønsket om en behagelig hjemrejse. Jeg havde selv lige en formiddag der skulle slås ihjel inden mit eget fly gik, så endnu engang blev "Shopping Mall" plottet ind på bilens GPS og den hvide Dodge Charger bragte mig sikkert frem til det nærmeste af slagsen. Endnu et par ligegyldige t-shirts, lidt souvenirs og en sidste kop Starbucks kaffe blev ekspederet inden jeg returnerede bilen og checkede ind.
"Lars Jensen" og "Lars Svensen" minder jo lidt hinanden. Især hvis man er en magtfuld men dog let stresset skrankepave ved Delta Airlines check-in desk hvis vigtigste opgave er at få sendt folk mod de rigtige destinationer. Både den ene og den anden Lars havde tilfældigvis valgt onsdag d. 26. marts 2008 som afrejsedato fra Miami International Airport og det var ved at gå galt for begge individer. Først da undertegnedes rygsæk var på vej væk på bagagebåndet opdagede jeg at der stod Chicago på min billet og at "Jensen" var byttet ud med "Svensen". Rygsækken var allerede på vej i den gale retning og mit boardingpas var forkert. Lidt panikagtigt fik jeg bagagen tilbage og forklarede at der måtte være sket en fejl. Tilfældigvis stødte jeg yderligere på den anden Lars der jo var i samme situation og vi fik opklaret mysteriet. Om han i sidste ende også fik sin bagage mod rette lufthavn vides ikke, da jeg allerede var forsinket og måtte sætte af sted i samme tempo som en skræmt bonefish for at nå til boarding.

Torsdag
Efter et par mellemlandinger i henholdsvis Atlanta og Paris nåede jeg et døgns tid senere (plus/minus 5-6 tidszoner) til Billund hvor mine spændte forældre ventede i bedste Olsen-banden stil med blitzende kamera og kørelejlighed til Odense. Efter eget ønske blev jeg forkælet med rugbrød, karrysild, leverdreng og bacon samt et stort glas mælk under et pitstop på deres bopælsadresse, inden de sidste 7 km af den lange ekspedition blev tilbagelagt.
Efter en lille powernab på et par timer i hjemlige omgivelser og under en ganske normal dyne, med en ganske almindelig hovedpude var alt som det plejede. Jeg vågnede af den velkendte lyd, når Mie låser døren til lejligheden op. Var der virkelig allerede gået 3 måneder?

Tiden flyver som bekendt afsted når man hygger sig, så det må have været tilfældet. Tak til alle Jer der på den ene eller anden måde har haft betydning undervejs i dette fantastiske eventyr. Lige fra dig der blot har læst et par kapitler af fortællingen, til Jer der af flere omgange har reddet mig fra fiasko og sult med økonomisk bistand på mit glatte ansigt og grøn-grumsede øjne.

Take care indtil næste gang! Og som en klog mand engang sagde: en dårlig fiskedag er bedre end en god arbejdsdag :)

-Lars

Lørdag d.1 marts
Vi landede på Acklins midt på formiddagen hvor ejeren af ”Greys Point Bonefish Inn”, Newton ventede og kørte os til lodgen i hans aldrende automobil. Efter et par hurtige sandwiches var vi i fisketøjet og på vej til en nærliggende flat i kano. Da de første par bonefish var på land, assisterede jeg Tom i jagten på hans første på turen. Selvom missionen mislykkedes, havde vi en fantastisk spændende eftermiddag hvor vi bl.a. jagtede en kæmpe basse, der nussede rundt lige uden for kastehold med ryg- og halefinne oven vande.

Søndag
Tom, Chris og Carsten blev kørt til ”de 3 øer” af Newton, mens John, Joe og undertegnede fiskede på området vest for lodgen. Der var godt med fisk langs bredden og jeg fik 7 stk. inden vi sidst på eftermiddagen nåede op til de andre. Joe havde et par praktiske sager der skulle klares, så han vendte om inden middag og mødtes med os på lodgen senere. Det var en fed tur og spændende at opleve Acklins Island, der var præcis så autentisk, uberørt og jomfruelig som jeg havde hørt og forestillet mig. Bonefish'ne var ikke så massive som de rekordstore basser fra Cuba og Abaco, men omgivelserne var flottere. 5 hele fiskedage mere her - Jo tak! :)

Mandag
Første ”guidedag”… Tom og Chris var ude med Jacob, mens John og jeg fiskede med Gator. Det var overskyet og fiskene var svære at se på den første mørke flat vi fiskede. Vi fik dog en enkelt fisk hver, inden Gator luntede tilbage og hentede båden. De næste par timer forløb resultat... John fik vist en enkelt fisk mere inden vi vendte hjemaf i et gevaldigt uvejr, så selv Gator syntes det var i overkanten.

Tirsdag
Joe og jeg blev guidet af Jacob og mødte på første flat en stime på et par hundrede bonefish. Vi kunne se dem på lang, lang afstand da de roligt kom nussende mod os. Således blev vi stående helt stille indtil fiskene kom på kastehold og hver fik een på krogen. Begge fisk "kom på land" og selvom resten af stimen ikke var synderlig skræmt af deres 2 kammeraters skæbne, tøffede de alligevel videre på flatten, uden at vi kunne følge med. På næste flat fik jeg vist 5 bonefish mere, mens Joe ikke rigtig havde tur i den. Vi nåede at fiske en enkelt flat mere, hvor fiskene dog var skræmt fra vis og sans allerede inden vi ankom, og vi besluttede at bruge resten af eftermiddagen på rovfisk i de dybe render omkring flats'ne. Ganske underholdende, og vi fik et par fine fisk.

Onsdag
John og jeg blev sendt afsted med Grey Points "chef-guide" Garren, efter ønske fra undertegnede. Tak til Joe for at arrangere dette. Vi startede i området omkring "Pulmy Bay", men der var hverkan fisk eller vand på flats'ne. I anledning af Johns fødselsdag, fik han på bedste put'n'take vis lov til at fiske på en stime hjælpeløse bonefish, der var blevet overrasket af det faldende vand og fanget i en lille sø. Det gav en 4-6 fisk til fødselsdagsbarnet, der så ud til at hygge sig i de udfordrende omgivelser :) Garren fik medlidenhed med de stakkels fisk, så vi forlod den lille dam og sejlede om i "Relief Bay". Dagens score endte på 7 bonefish og et par jacks til undertegnede.

Torsdag
Vi blev sat af ved "the old track" ca. 5 km fra lodgen. "The old track" der vist oprindeligt havde været en vej, bestod af sporadiske stenflager, et par alvorlige vandpytter samt lidt mangrove. Den førte lige ud i en lille lavvandet bugt, og vi gik straks igang med at spotte efter fisk. Allerede ved første lille pynt spottede Joe et par bonefish der nussede rundt. De var dog ikke helt morgenfriske og Joes ellers yndigt præsenterede flue blev ignoreret. Kanske de skulle have haft en Gotcha med orange gummiben? :) Vi fiskede hele området omkring "de 3 øer" og det var en kanon fed tur.
Da dagen var omme havde vi tilsammen fanget 15 bonefish. Jeg trak mig ud af antalsdysten som sejrsherre med et enkelt points forspring, mens Joe stod for turens suverænt største bonefish. En velproportioneret bamse der stak afsted med det meste af hans bagline. Det lyder måske lidt konkurrencepræget og resultatfikseret, men det er blot for - på ydmyg vis - at give en idé om vores fiskemæssige success. Der var ingen form for indbyrdes strid, og vi fik guidet og udpeget adskillige fisk til hinanden: "3 fisk, skråt til højre - lige foran mangroven" eller "Stop! der kommer en stime LIGE mod dig. 60 meter... Kan du se dem? Ser du dem nu?" og "Vil du eller skal jeg?". Det er hvad jeg forbinder med god fiskeskik, og det kan faktisk være ligeså spændende at se en bonefish samle fiskemakkerens flue op fra bunden i det klare vand, som når det er ens egen.
Frokosten bestående af "Oh, Henry" chokoladebarer og sanwiches blev indtaget på en lille pynt af forstenede koraller i eftermiddagssolen. En stime bonefish på 4-5 individer tillod sig at forstyrre os under måltidet. Joe var dybt begravet i sin tun-sanwich, og jeg så straks mit snit til et hurtigt point. Fiskene, der uvidende om min listige plan rodede rundt blot et par meter fra os, havde nok ikke regnet med at lokke de sultne vikinger fra middagsbordet, så Samtlige fisk i flokken kastede sig grådigt over min flue da den plaskede i vandet. Et par udløb og en enkelt pind på scoringstavlen senere, kunne jeg genoptage det udsøgte måltid. Den dagsgamle sanwich med tunsalat havde nok smagt bedre et par timer tidligere, men ned kom den og ledsaget af en 45 grader varm cola opfyldte den således sit formål.

Fredag
Straks efter morgenmaden gik vi ombord i kanoerne og krydsede det første dybe stykke vand tæt ved lodgen. På nærmeste flat havde vi et par forsøg mod cruisende bonefish, men uden hook-ups. Vi krydsede endnu et par dybe render inden vi forankrede vores fartøjer på stranden og fortsatte ekspeditionen til fods. Denne udflugt til "The Black Hole" og "Black Rock" er en tilbagevende begivenhed på "Go Fishing's" ture til Acklins Island og det er nemt at forstå hvorfor. Turen byder på meget varieret fiskeri i spektakulære omgivelser. Vi startede således med at fiske jacks og barracuder langs strandkanten og i "Black Hole". Da vi ved middagstid nåede frem til en lille pynt, hvor der bare lugtede af store, modbydelige rovfisk fik vi hurtigt et par jacks og cuda'er på land, der blev smasket til forfoder og kastet i vandet. Kort efter kom 5-8 sultne lemonsharks helt tæt på land og der gik ikke længe før den første haj var på krogen.
Jeg fik bl.a. en basse på ca. 25 kg på min klasse 7 reservestang, der blev presset til bristepunktet. Joe, der varetog det ærefulde erhverv som kameramand, udbrød flere gang "Pas nu på den ikke knækker..." Kanske det hang sammen med en episode tidligere på dagen, hvor en grum barracuda på 15-20 kg. havde kostet hans yndlingsvåben (en grov spinnestang, tihi) livet.
Min undervurderede back-up stang til ca 300,- klarede strabadserne til topkarakterer og gjorde min godt 10 * dyrere kastekanon en smule forlegen. Sidstnævnte fik konkurrence fra en helt uventet kant, da "Ron Thompson" stangrøret pludselig blev hevet frem fra rygsækken og den 4-delte fluestang blev samlet. "Travel Force" som den til formålet indkøbte ekstrastang var navngivet, udgjorde rent faktisk mit primære fiskeredskab på en stor del af turen. Udover de omtalte hajer samt godt 30 bonefish fra Acklins, har den adskillige andre fisk på samvittigheden - bl.a 79 cm bonefish fordelt på en enkelt fisk, barracudaer, jackfish, triggerfish mm. Hvis nogen kan formidle en kontakt til den nævnte grejproducent, skal jeg nok springe ud af skabet og (mod et beskedent sponsorat naturligvis) fortælle om mine oplevelser med deres relativt billige produkter i de varme lande :)
Da vi var trætte i armene af at slås med de store rovfisk på pynten, gik Joe, Carsten og jeg på jagt efter bonefish på den store sandflat der grænser op mod Black Rock. Det var superfede omgivelser at fiske i, med det brutale rev på som afslutning på den kridhvide flat. Udover et par bonefish fik vi krydset triggerfish af på artslisten. Vi blev hurtigt enige om at den nok ikke har det helt store potentiale som sportsfisk, da den er enormt ubegavet og dårligt kan manøvrere med sin klumpede fysik på det lave vand. Det var en lang, lang travetur tilbage til kanoerne og det er altid sjovere at gå den anden vej. En grov opmåling på googleearth afslørede efterfølgende, at vi under dagens fisketur havde tilbagelagt omkring 15 km på gåben, hvoraf en betydelig del var i vand til knæene. Uanset var det en kanonfed tur og en dejlig måde at sige farvel til Acklins Island på.
De mange dages hardcore fiskeri fra morgen til aften havde haft en positiv(negativ?) indvirkning på alkoholindtaget, og overraskelsen var stor da en hel intakt liter rom dukkede op midt i pakkerodet. Den kunne naturligvis ikke medbringes på min videre færd og det virkede samtidig forkert at efterlade de gyldne dråber på lodgen. Og således blev klokken et par timer over midnat inden jeg lidt svimmmel fik pakket færdigt.

-Lars

Tirsdag d. 26. februar
Christian og Darius havde besluttet at tage endnu en dag i båden, men da vi nåede ned til havnen blev sidstnævnte utilpas med hjertebanken og svimmelhed, så han vendte hjem på hotellet igen. Christian og jeg blev enige om at drage ud på egen hånd, da Darius fik overbevist os om at han nok skulle overleve alene. 45 minutter senere var vi fremme ved sandbanken igen og fandt hurtigt et par skygger på flat’en. Det blev til et par fine fisk og en enkelt kølig Kalik inden vi vadede tilbage mod båden.
Den friske vind havde næste lagt sig, da Christian fik øje på 3 store skygger der nærmede os og fik lagt et fint kast ud foran trioen. Den mindste af fiskene kastede sig med stor iver og fluen og satte af sted i et langt udløb. Jeg tog straks chancen og skød på de 2 andre fisk, der virkede overraskende rolige over deres lillebrors skæbne for enden af Christians forfang. Den ene fisk ændrede beslutsomt retning da den opdagede min flue og sugede den kort efter lystigt op fra bunden efter et par små strip. Jeg var godt klar over at det var en god fisk og benene rystede en smule da jeg strammede linen op og krogede fisken.
Christian har efterfølgende påstået at jeg flere gange undervejs udbrød ”for helvete den är stor” (sagt med norsk smølfe-accent) imens den tonsede af sted i det længste udløb jeg har oplevet en bonefish præstere til dato. Da 100 meter mærket på baglinen piskede ud gennem øjerne på stangen og fisken fortsatte med uændret styrke, blev jeg en smule nervøs for om den ville tage 100 meter mere i samme omgang, så jeg strammede den allerede hårdt pressede bremse på hjulet. Jeg nåede heldigvis aldrig at se selve spolen på hjulet før fisken bremsede op, men den nåede vist også forbi 150 meter markeringen før jeg fik den vendt.
Efter yderligere en håndfuld lange udløb og 3-8 ture rundt om båden fik jeg endelig fat på fisken og Christian skød den et par gange med hans spejlrefleks. Desværre havde han i dagens anledning pudset kameralinsen i peanutbutter og syltetøj, så billederne blev lidt grumsede. Om det var en bevist terroristisk handling fra den misundelige kameramand vides ikke, men det var da lidt mistænkeligt at det lige netop skulle ske på dagen hvor jeg fanger mit livs bonefish. Jeg troede vi havde lagt de nationale nabostridigheder bag os, men kom atter i tvivl. Man kan dog stadig fornemme at det var en ordentlig basse.
Fisken var betydelig større end de knap 10 pund fra Cuba. Længere, højere og bredere og den blev omhyggeligt målt med fiskestangen. Den skulle senere vise sig at runde 31 inch mærket på målebåndet. Det svarer til ca. 79 gode danske centimeter og ifølge en optimistisk omregningsskala 14 pund. Det er nok liiiige i overkanten, men stadig en fantastisk fisk og oplevelse – tak for det bonebasse… Næste år vil vi gerne se dine bedsteforældre :)
Vi nåede igen et smut forbi den lille mangrove-ø og fik yderligere et par fisk inden vi vendte hjem. Dagens anstrengelser resulterede i 5 bonefish til undertegnede og et ukendt antal til Chris. Vi blev i øvrigt overrasket af det voldsomste uvejr jeg længe har oplevet og selvom jeg ihærdigt forsøgte at holde regnen ude med min regnfrakke var jeg på få minutter gennemblødt fra top til tå. Velkommen til Bahamas...
For de bekymrede læsere må jeg hellere oplyse at Darius fik restitueret på hotellet og var frisk igen da vi kom tilbaws.

Onsdag
Regn, blæst, kulde, poolbord, rom og øl. Og således forløb onsdag d.27. februar år 2008 uden at komme i fisketøjet. Selvom vi ikke nåede udendørs den dag, morede jeg mig i særdeleshed i de 2 nordmænds selskab og det er længe siden jeg har grint og hygget mig så meget. De var/er sgu noget for sig selv, og trods deres norske oprindelse og at de må betegnes som rigtige fjeld-aber var det ganske fornøjeligt. Jeg håber ikke det er sidste gang får mulighed for at møde de 2 tosser…

Torsdag
Gårsdagens indendørsaktiviteter havde sat tydelige aftryk på de 3 lystfiskere fra Skandinavien, så klokken blev ca. formiddag før vi med røde øjne mødtes over morgenkaffen. Scrambled egg med bacon var ren medicin og vi tog atter båden og drog igen til sandbanken. Jeg fik 4 gode fisk og nordmændene fik hver et par stykker inden vi ud på eftermiddagen tøffede tilbage. Sidste aften i nordmændenes selskab blev markeret med blot en enkelt flaske rom og 25-30 slag pool, der blev mere og mere interessante og kreative som aftenen skred frem. På trods af deres til tider fornærmende udtalelser om mit fædreland og ikke mindst mit sprog, skylder jeg både Christian og Darius en stor tak for underholdende selskab og guide service på Abaco. Det har været ikke mindre end en udsøgt fornøjelse!

Fredag
Jeg blev kørt til lufthavnen af hotelejerens søn kl. 6.00 og benyttede køreturen/ventetiden til at få indhentet lidt af mit akkumulerede søvnunderskud på 14-16 timer. Jeg kom planmæssigt til Nassau hvor jeg skulle mødes med Joe og de andre fiskenørder fra Danmark. En taxa fragtede mig til deres hotel, men de var allerede taget på sightseeing. Så jeg aflagde familierestauranten ”Den Gyldne Måge” et kort visit hvor et delikat morgenmåltid bestående af en fedtet MacFiasko menu blev slugt. En bekendt af mig påstår hårdnakket at det skulle være godt for markeringen på maveskindet, og jeg har i denne omgang valgt at tro på teorien. Uanset sammensætningen af makronutrienter og antallet af kalorier i måltidet, tog det toppen af mine tømmermænd. Jeg sendte yderligere et par (u)venlige tanker mod Christian og Darius, der stod bag den snedige, norske sammensværgelse aftenen før. ”Mount Gay Rum” fra Barbados var tredjemand i komplottet, og jeg vil for eftertiden tænke en ekstra gang når nogen skænker mig et glas af den gyldne bryg. I hvert fald lige til næste gang :)
Jeg nåede en enkelt øl og et par kapitler i ”Det skal mærkes at man lever” inden jeg mødtes med Joe foran ”Straw Market” i Nassau. Inden længe var vi i selskab med Tom, Chris, Carsten og John på den lokale yndlingsbar. Et ukendt antal Pina Coladas senere, lagde jeg mig til rette på gulvet mellem de 2 senge på Chris og Toms værelse og fik en overraskende god (og ganske gratis) nat søvn

-Lars

Torsdag d. 21. februar
Jeg havde 3 uafhængigt bookede flyveture foran mig og var meget skeptisk omkring hvorvidt jeg ville nå planmæssigt frem til Abaco samme dag. Første fly fløj fra Coco ved 9-tiden og landede en times tid senere i Havana. Det gav mig blot små 2 timer til at få styr på min bagage, fange en taxa fra indenrigs- til udenrigterminalen, checke min bagage ind igen og slippe gennem securitycheck og immigration.
Det gik overraskende glat og eneste problem var de 6 kilo overvægt jeg forsøgte at få med ombord. Det kostede mig 25 USD efter hårde forhandlinger med check-in personalet. Flyet fra Havana landede i Nassau, Bahamas ved 14 tiden og jeg skulle endnu engang have fat på min bagage og checke den ind indenrigsskranken. Jeg ved ikke om betjenten selv har prøvet at pakke en backpack, men jeg slap gennem tolden uden anmærkninger, mens samtlige andre passagerer fik vendt bunden i vejret på deres kufferter. Tak tolder, du er min bedste ven.
For gud ved hvilken gang forsøgte jeg forgæves at få kontanter i en hæveautomat. Denne gang fik jeg besked om at der ikke var penge nok på min konto. Jeg havde dog et par hundrede dollars med fra Cuba, så helt blank var jeg ikke. Der var kun ½ time til mit næste fly lettede, men jeg nåede alligevel at tilslutte min bærbare i en lille telefonbutik i lufthavnen og overføre rigeligt med likvider til mit VISA kort og sende et par e-mails til Mie. Mine bekymringer var ovre. Det troede jeg i hvert fald…
Jeg nåede ombord på det lille propelfly i sidste øjeblik og efter et par telefonopkald fik lufthavnsbetjenten også min bagage med. Flyveturen til Tresure Cay på Abaco tog kun 35 minutter og bagageudleveringen var dejlig overskuelig i det 30 kvadratmeter store/lille skur der udgjorde lufthavnen. Efter lidt forvirring blev jeg hentet af en bekendt til hotellet og bragt til døren hvor jeg blev budt velkommen af en kulsort hotelmama og hendes ligeså sorte husbond, der blot havde en enkelt tand tilbage i undermunden. På hotellet der bestod af 12 værelser traf jeg yderligere en gal norman som jeg var blevet introduceret til via e-mail gennem et amerikansk fiskebekendtskab. Det var Christians niende besøg på Abaco og så sent som i november 2007 havde han tilbragt en måneds fisketid her.
Efter et tiltrængt bad og en omgang aftensmad gik fiskehistorierne lystigt og vi fik udvekslet billeder og oplevelser. Adskillige øl og en enkelt flaske rom senere gik jeg til køjs med en dejlig ro i kroppen men samtidig spændt på hvad den næste uge på øen ville bringe.

Fredag
Christian havde lejet en bil og skulle hente en bekendt i Marsh Harbour lufthavn ca. 1½ times kørsel fra hotellet. Jeg valgte at udskyde fiskeriet et par timer og benyttede lejligheden til at få et lift til banken og samtidig få gjort lidt indkøb (rom, øl, vand, småkager og peanuts – de mest basale fornødenheder på en fisketur :)). Mit VISA tillod i øvrigt kun en enkelt hævning på 300 USD. Da vi ved 13.30 tiden nåede tilbage på hotellet blev fiskegrejet hurtigt rigget til og vi begav os af sted mod den nærmeste flat. Der var pænt med fisk på flat’en, men de var alle håbløst spooky og jeg har i min relativt korte bonefish karriere aldrig oplevet noget lignende. Så snart stangen blev løftet en smule for at lægge an til kast, vendte de omgående og piskede væk. Efter en del forgæves forsøg prøvede jeg at skifte taktik og supplerede de 10-11 fods forfang med yderligere en stanglængde af det tyndeste jeg havde med. Jeg gik udelukkende efter fisk som jeg så på 40-50 meters afstand og kastede fluen ud langt foran fisken og ventede i stedet på at de nærmede sig. Men så snart fluen fik bare det mindste strip blev fisken skræmt og svømmede bort. Det var ganske frustrerende og jeg tænkte det ville blive en lang uge på Abaco hvis det fortsatte således. På 3 timer lykkedes det Christian at fange en enkelt fisk, mens Darius ligesom jeg fik bar røv.
Tilbage på hotellet fik vi over endnu en flaske rom og ud fra tidevandets bevægelser lagt en plan for morgendagens fiskeri. Christian og Darius ville prøve en anden flat, mens jeg besluttede at give de samme fisk endnu et forsøg. Der var jo masser af dem på pladsen og det skulle kunne lade sig gøre.

Lørdag
Jeg vågnede til regn og blæst, så formiddagen blev tilbragt ved poolbordet. ”Jamen er det ikke bedst at fiske i regnvejr?” Nej… Lige præcis når man fisker bonefish er solen en af de vigtigste faktorer, da man uden den ikke kan se fiskene. Og det er som regel ikke selve fisken man ser, men dens skygge der kastes på bunden. Ingen sol = ingen skygger = ingen fisk.
Da det hen mod middagstid klarede op spadserede jeg mod fiskepladsen, mens de 2 skøre nordmænd fik et lift til den anden flat af hotellets ejer. Med det samme så jeg et par skygger på flat’en, men fiskene opførte sig præcis som dagen før og blev spooked af ingenting. Selv med det ultralange forfang på 18-20 fod og den mindste flue i min boks (str. 8 for dem det giver mening) for enden, stak fiskene af så snart jeg bare forsøgte at skyde på dem. Og de få gange hvor kastet ikke skræmte livet af dem blev de opmærksomme så snart jeg begyndte at strippe fluen. Efter et par timer begyndte det yderligere at småregne, og jeg nåede akkurat ind i en gammel, efterladt bil i nærheden af flat’en inden himlen åbnede sig. Her fik jeg lejlighed til at indtage mine medbragte småkager der udgjorde min frokost samt en velfortjent Kalik (den lokale øl) mens jeg igen spekulerede over fiskeriet. Da det endelig stilnede lidt af vendte jeg tilbage til flat’en og fiskede yderligere et par timer blot for gang på gang at spooke fiskene. Det lykkedes én enkelt gang at få 3 fisk til at følge fluen, men enten havde de allerede spist frokost eller også var de bare klogere end undertegnede. Jeg vælger at tro på det første udsagn og frabeder mig igen upassende kommentarer omkring min intelligens.
Darius havde fået 2 fisk på den anden flat på lidt dybere vand men de havde ikke set mange ret mange fisk. Efter aftensmaden blev tiden endnu en gang brugt ved poolbordet med et stort glas caribisk rom i hånden. Det er trods alt kun lørdag én gang om ugen :)

Søndag
Christian og jeg blev fragtet til den anden flat efter morgenmaden. Vi var en del timer tidligere af sted end de andre dage og tidevandet var næsten perfekt, dvs. helt lavt med stigende vand. Det betyder at fiskene er sultne og blot venter på at komme ind på flat’en for at få morgenmad bestående af små lækre orme, rejer og lignende.
Efter et par hæderlige forsøg hvor fluen blev afvist kom en stor stime mindre fisk forbi. Jeg skulle først miste fluen i en fisk pga. en sjusket knude og bomme krog-set’et på en anden, inden den første fisk stak af sted mens hjulets bremse fremførte en dejlig melodi. ”Smuk Fisk På Krogen” hed sangen og da den efter et par minutter nåede sin ende kunne jeg genudsætte min første Bahamian bonefish. Det var en dejlig fornemmelse :) Christian fik en fisk fra samme stime og fotograferede med stor snilde min fisk under kampen med hans egen. Vi fik yderligere en enkelt fisk hver inden turen gik tilbage.
Jeg ønsker ikke at trætte mine trofaste læsere med vores store alkoholforbrug/misbrug men de forrige afteners aktiviteter omkring poolbordet fortsatte på samme vis.

Mandag
De 2 tossede normænd havde planlagt at leje en båd og opsøge et par flats syd for øen. Jeg fik sneget mig med ombord med løftet om at jeg var en erfaren bådfører. Jeg fik da også bragt os frem til ”sandbanken” og ramte kun motorens skrue på bunden et par gange undervejs. Da vi ankom så vi 3 pæne fisk der gik sammen og lidt senere en større stime. Begge gange blev fiskene dog skræmt inden vi fik chancen for at kaste på dem.
Jeg tror vi kom en smule for sent på flat’en, for vandet var allerede steget en del. Det betyder dels at fiskene bliver sværere at se og dels at hajer og barracudaer trækker ind på flat’en for at få et nemt måltid.
Jeg fik en enkelt lille fisk og Christian smed en større, inden vi sejlede videre til næste fiskeplads. Her så Christian blot 3 bonefish, mens det vrimlede med store hajer og barracudaer.
Efter et mislykket forsøg på at finde en flat som Christian havde set på Googleearth drog vi til en lille mangrove-ø der skulle fiske godt på faldende vand. Der var en tydelig tidevandskanal hvori fiskene trak frem og tilbage i tak med vandstanden. Det er nok det mest spændende jeg har oplevet på turen. Selvom fiskenes gennemsnitsstørrelse var ret beskeden, var det et fantastisk syn at følge deres færden. Jeg sneg mig ind gennem kanalen ledsaget af Darius, mens Christian fiskede på ydersiden. Jeg krogede en enkelt fin fisk men endnu en sjusket bundet knude gjorde hurtigt en ende på fighten og fisken stak af med fluen i mundvigen.

-Lars

Mandag d. 11. februar
Jeg blev samlet op af shuttlebussen foran mit hotel kl. 03.45 (yup, om natten) og kørte mod lufthavnen. Det var ikke lykkes at fixe visum til Cuba på forkant, så det var en smule nervøs jeg troppede op i lufthavnen i Guatamala city. Da jeg nåede check-in skranken fik den unge, høflige mand efter et par telefonopkald klaret sagerne for mig. Jeg havde ikke lige penge til visumet og da ekspedienten ikke havde byttepenge scorede han sig $10 USD i drikkepenge. De skulle senere vise sig at være givet godt ud. For at reducere min check-in bagage havde jeg presset et beskedent udvalg af fiskegrej ned i håndbagagen. Det gav imidlertid lidt problemer i security-checket, hvor jeg blev frataget 2 ruller kostbart forfangsmateriale. Jeg forsøgte at bestikke den stramme herre i uniform men uden held. Jeg fik dog lov til at medbringe mit fiskehjul…
Jeg forsøgte desperat at få min check-in bagage tilbage, men det ar for sent. Så check-in fyren fra tidligere blev yderligere beriget med 2 * 25 meter forfangsmateriale til en værdi af 300,- DKR og jeg ønskede ham held og lykke med fiskeriet. Da jeg lidt senere var på vej ombord på flyveren kom den unge fyr forpustet løbende til gaten med begge lineruller, overleverede dem diskret til mig og de blev omhyggeligt gemt i håndtasken. Sådan!
Efter et kort stop i Panana City fortsatte flyet mod Havana. Bagage claim, told og immigration gik overraskende nemt og kort efter sad jeg i en taxa mod hotellet. Rygsækken blev afmonteret og jeg begav mig sightseeing i Havana i et par timer inden det blev mørkt. Tilbage på hotellet nåede jeg kun at halvvejs gennem første Mojito før jeg faldt i søvn i en stol i den lille cafe og en tjener pænt bad mig gå op på mit værelse i stedet. Det har jeg sgu aller prøvet før.
Min aftensmad bestående af et par småkager og en lille pose nachos blev hurtigt slugt inden jeg kl. 19.30 faldt om.

Tirsdag
Kun afbrudt af et enkelt besøg på potten tog jeg lige 13 timer i streg og vågnede først da min mobil brummede kl. 8.30. Så var jeg ellers klar til sightseeing. Et par timer rundt i Havana på må og få, hvor jeg yderligere fik booket fly til Cayo Coco til om onsdagen. Det vrimlede med såkaldte ”Jiteneros” – folk der optræder som om de vil hjælpe én, men i virkeligheden bare vil have ens penge. Antallet af henvendelser blev dog næsten reduceret til ingenting da jeg fik gemt Lonely Planet bogen godt væk og monterede kasket og høretelefoner.
Da jeg endnu engang skulle forfærdelig tidligt af sted den næste morgen besluttede jeg at gemme Havanas natteliv til ugen efter når jeg kom tilbage fra Cayo Coco. Pizza, øl og mijoto var min primære næringskilde og efter et par mislykkedes forsøg på at opstøve lidt selskab på den Italienske restaurant tussede jeg tilbage på hotellet og faldt hurtigt i søvn.

Onsdag
4.30 stod den søvnige taxachauffør klar i hotellets lobby og med lidt besvær fik vi proppet min store rygsæk ned i den gamle LADA’s bagagerum. Sådan en grim bil har jeg ikke set siden mine kære naboer på Thujavej kørte rundt i selvsamme model. På trods af dens uskønne ydre og stanken af benzin i kabinen, bragte den mig til Jose Marti’s indenrigsterminal hvorfra mit fly mod Coco gik. Jeg landede i ”Jardines del Rey” lufthavnen på Coco ved 8.30 tiden og fangede hurtigt endnu en taxa mod hotellet. Mit værelse var endnu ikke klart, så efter montering af ”all-inklusive” armbåndet blev jeg henvist til en overdådig morgenbuffet hvor dagens første måltid blev konsumeret. Jeg ville egentlig bare gerne ud og fiske hurtigst muligt og da jeg en anelse utålmodig vendte tilbage til receptionen fik jeg udleveret nøglen og blev fulgt til døren.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg smålo da jeg trådte ind af døren til mit ”værelse”… Efter at have boet mange steder med varieret kvalitet de sidste par uger var det som at træde ind i en helt anden verden. Den store 1-værelses lejlighed virkede som et luksuriøst palads med marmor på badeværelset, kabel TV, 2 store nydelig opredte enkeltsenge samt panoramavinduer med udsigt til poolen og baren. Jeg fik hurtigt splittet rygsækken og fundet fiskegrejet frem. Det var en dejlig fornemmelse igen at kravle i fisketøjet og pakke tasken, og inden længe stod jeg i fuld mundering i hotellets lobby. Gæsterne ved poolen kiggede i øvrigt lidt mistænksomt efter den mærkeligt påklædte skikkelse der krydsede området iført badeshorts og skjorte med torpederør på ryggen og vadesko med hvide sokker op til knæene.
En hotel-shuttle-bus kørte mig til det østligste hotel ca. 10 km fra hvor jeg boede, hvorfra et større dansk fiskemagasin for nyligt bragte en artikel om fiskemulighederne i dette område. Det var således en meget forventningsfuld lystfisker der spadserede de ca. 2 km i vandkanten inden flat’en viste sig. Allerede undervejs blev der omhyggeligt spottet efter fisk, men uden resultat og forventninger blev automatisk nedjusteret en smule. Der gik 3 timer før jeg så de første bonefish på flat’en. Det drejede sig om sølle 4 fisk der nervøst flakkede rundt pga. den faldende vandstand. Jeg fik uelegant plasket fluen ud imellem fiskene hvilket øjeblikkeligt udløste bid. Lige efter bogen fik jeg lavet et behersket strip-set (den teknik har jeg vist forklaret tidligere) og fisken satte af sted. Lidt fumlende fik jeg clearet den løse flueline og fik fisken på hjulet. I en radius på ca. 500 meter var der ét eneste mangrove strå der stak ud af vandet, og fisken valgte naturligvis at passerere dette med en afstand på ca. 2 meter så forfanget ramte og sprang, mens fisk og flue fortsatte ud over flat’en… Satans også.
Nå, nu havde jeg da set og mærket fisk og øjnene var tilbage i god fiskeform. Udover et par barracudaer og en enkelt lille haj så jeg ikke flere fisk den dag. På vej tilbage i vandkanten traf jeg en ældre brite der også viftede rundt med en fluestang. Han fortalte at ulovligt garn-fiskeri for ganske nylig havde fanget næsten alle fisk på flat’en og at det sidste sommer havde vrimlet med store, sultne bonefish. Hvilken nedslående nyhed og det lød til jeg var kommet en måned for sent. Tilbage på hotellet blev dagens oplevelser fordøjet i hotellets bar. Sårn en 24-timers fri bar kan være en farlig ting og under normale omstændigheder og i bedre selskab var det nok gået anderledes, men jeg havde ikke rigtig lyst til at hænge ud med de uklædeligt berusede canadiere i 40-60 års alderen, så efter aftensmaden trak jeg mig tilbage på værelset og fik en lang påtrængt skønhedssøvn (upassende kommentarer frabedes).

Torsdag
Jeg havde besluttet at leje en scooter for bedre at kunne udforske fiskemulighederne. Googleearth havde afsløret et kæmpe lavvandet område ca. 35 km fra Coco omkring et par øer kaldet Cayo Romano og Cayo Paredon. Pga. ”kørebanens” beskaffenhed tog turen tæt på en time og det krævede stor koncentration ikke at ramme ned i de mange huller. Området viste sig at være nationalpark og da jeg nåede til kystvagtens kontrolpost måtte jeg bestikke fyren i militærttøj med et par dollar for at slippe gennem bommen. Jeg fiskede et par forskellige ocean flats men så ikke andet end barracudaer. Vind, sol og ikke mindst tidevand var ellers perfekt men det var fiskene vist åbentbart ligeglade med.. De kom i hvert fald aldrig på flat’en.
En mistænkeligt parkeret bil på tilbagevejen afslørede et par andre fiskere i nærheden. Jeg fulgte deres fodspor i den sumpede mangrove og opdagede dem på lang afstand. Jeg kunne jeg se, at der var tale om en fisker med guide, så for ikke at forstyrre dem kæmpede jeg mig i mudder til knæene tilbage til mit køretøj og forsøgte mig i en lagune et par km længere nede af vejen. Efter ca. en ½ times udkig så jeg de første fisk. Solen var forsvundet bag et tykt skydække så det var ikke nemt at spotte de næsten usynlige fisk på den mørke mudderbund. Vinden var ydereligere taget til, så det hele var ganske vanskeligt. Jeg fik alligevel lagt et hæderligt kast ud, uden at skramme fiskene. Et øjeblik efter blev linen tung og fisken fes af sted. Den nåede dog kun at løbe 15-20 meter før fluen mistede sit fæste i fiskens mund. For H…… Med så få fisk har man ikke råd til at smide nogen, og nu var det foreløbig lykkes at miste 2 ud af 2 mulige fisk. Set fra den lyse side havde jeg formået at få kontakt på de 2 eneste muligheder jeg havde haft, så fiskene var så dumme som jeg havde håbet. Lidt senere fik jeg endnu et skud mod en flok på 3-4 fisk og denne gang var udfaldet positivt og jeg kunne efter et par hidsige udløb lande en fin lille bonefish. Lykken var dog stor på trods af størrelsen og det er altid noget særligt at fange den første fisk et nyt sted.
I anledning af dagens succesfulde fisketur tog jeg en taxa til nabo-resortet, hvor mit festivalarmbånd også virkede. Dette resort husede beskedne 700 personer af gangen og hvilket forfærdeligt sted. Men maden var fin og jeg nød 2 store portioner friskstegte, hvidløgsmarinerede tigerrejer inden jeg vendte snuden hjem mod mit eget resort. Inden da blev jeg dog nødt til at boble 3 timer i en stol i hotellets lobby, da min taxa-chauffør enten havde taget fejl af opsamlingstidspunktet eller jeg havde formidlet budskabet lidt uklart...

Fredag
Til min store fortvivlelse var min yndlingsscooter lejet ud da jeg lidt groggy henvendte mig i receptionen efter morgenmaden. Ulykken var ikke større end at jeg kunne tage en bus til samme flat som jeg fiskede på førstedagen. Jeg kom dog ca. 30 sekunder for sent (eller dvs. bussen kørte en anelse for tidligt!) så den plan mislykkedes også. Lidt desperat forsøgte jeg mig i vandkanten foran hotellet men uden held. Tilbage på hotellet faldt jeg i snak med en gut fra Skotland (Chris), der var på 2 ugers backpacking på Cuba sammen med sin kæreste (Claire). Endelig lidt fornuftigt selskab til afveksling for de pinlige canadiere. 15 spil petangue senere (og ligeså mange rom/cola) var vi bedste venner og måske selv en anelse pinlige. Længe leve dobbeltmoral… :)

Lørdag
Jeg havde på forhånd reserveret scooteren så jeg var allerede på farten ved 9 tiden. Ved morgenbuffeten fik jeg bygget et par sandwich som jeg sneg med ud i et par servietter og medbragte som frokost. Jeg besluttede at udforske vestsiden af øen og fiskede et par steder undervejs. Bunden var dog de fleste steder håbløs mudret, så det var ikke nemt. Jeg så ydermere ikke skyggen af bonefish. Jeg nåede hele vejen til Playa Pilar på vestspidsen Cayo Guillermo før jeg vendte tilbage mod hotellet på min 2-hjulede ven. Chris og Claire havde været på dykkertur hele dagen og aftenen forløb i deres selskab ved poolbordet.

Søndag
Chris og 2 canadier havde booket en fisketur med en stor Big Game båd, og da de tilbød mig at komme med for 60 USD var det nemt at udskyde min aftale med bonefiskene. Det startede ellers lovende og personalet på båden virkede professionelle, så forventningerne til dagens fangster var store. Vi så dog hverken marlin, sailfish, guldmakrel men måtte nøjes med 2 pæne barracudaer og en spannish mackerel. Et resultat der med en målrettet indsats på flat’en snildt kunne gøres bedre. Det var alligevel en dejlig dag og ganske sjovt at sidde i en fightstol med sikkerhedssele og kæmpe med en barracuda. Chris og Claire gjorde mig selskab ved aftensmåltidet på det store, forfærdelige resort hvor rejerne smagte ligeså godt som ved det første besøg. Vi var tilbage på vores eget hotel ved 22.30 tiden og nåede lige et enkelt slag pool og et par drinks inden sengetid.

Mandag
Jeg orker næsten ikke at beskrive mine tilbagevendende økonomiske vanskeligheder, da de allerede har fyldt uforholdsmæssigt meget på denne tur. Jeg bliver dog for egen erindrings skyld nødt til at nedfælde et par ord om episoden. Denne gang fik PBS spærret mit kort efter mistanke om misbrug. For at betale min hotelregning måtte jeg således endnu engang ydmyge mig selv, og spørge relativt nye bekendtskaber om hjælp. I kan nok forestille Jer at det var en lang, lang tur op af entreen til Chris og Claires lejlighed… 150 USD indbragte det mig denne gang og jeg kunne klare mig endnu et par dage. Og så fortjener min dejlige kæreste en stor tak for hjælpen omkring kommunikationen med mit pengeinstitut og PBS. Jeg beklager det meget kortfattede og desperate mobilopkald der trods sin beskedne varighed kostede et par hundrede gode danske kroner.
Mit 2-hjulede køretøj stod klar med en fuld tank og jeg var hurtigt på vej tilbage mod Romano/Paredon. Jeg ved ikke om fiskeguiden fra torsdag havde set mig i lagunen, men da jeg igen nåede til kontrolposten fik jeg stramme ordrer om ikke at vade i området uden guide. Jeg måtte derfor ca. 20 km længere ud hvor grusvejen stoppede før jeg måtte fiske på egen hånd. Her mødte jeg en gammel mand der forklarede mig, at en rask gåtur på 45 minutter hen af stranden ville bringe mig til en fin bonefish flat. Vandet var stigende, så med høretelefonerne på rette sted travede jeg den lidt drøje tur og nåede godt svedig frem til flat’en. Undervejs traf jeg en enkelt bonefish som jeg i første omgang forvekslede med en barracuda pga. dens enorme størrelse. Den holdt sig dog strategisk uden for min rækkevidde selvom jeg forsigtigt forsøgte at snige mig ind på den. Close, but no cigar.
Fremme ved den indbydende flat så jeg intet andet end et par barracudaer og en enkelt needlefish der bed gummibenene af min stakkels flue. Et stort mudret område og en dyb kanal gjorde en ende på min færden og jeg vendte snuden tilbage mod scooteren. Selvom fangsten udeblev, var det en dejlig dag i vandet.
Da jeg nåede tilbage til hotellet spurgte den yderst hjælpsomme og behagelige receptionist, Reynaldo, om jeg kunne overtales til at tage en enkelt overnatning på naboresortet mod et afslag i prisen, da de havde overbooket. Jeg havde på intet tidspunkt oplyst den endelig varighed af mit ophold, men hele tiden betalt for én dag af gangen og sagt at jeg nok blev til mandag eller tirsdag, så jeg da jeg først havde vænnet mig til tanken om det forestående pakkehelvede accepterede jeg ”tilbuddet”. Det andet resort var 5-stjernet (mod de 3 mit eget hotel kunne tilbyde), og da jeg kunne slippe med 65 USD per nat for resten af mit ophold blev det således og jeg fik i al hast proppet rygsækken og blev fragtet til døren af hotelpersonalet. Prisen for et enkeltværelse var oprindeligt 160 USD per overnatning mens jeg slap af sted for under halvdelen. Det enorme ”værelse” var udstyret med et kæmpe badeværelse, thekøkken, egen terrasse med havudsigt, kabel-tv, tribleseng, sofagruppe etc. Jeg følte mig en anelse malplaceret da jeg iført beskidt fisketøj og med fuld oppakning blev fuldt til døren af den slipseklædte piccolo.
Efter endnu en omgang tigerrejer fik jeg foretaget et opkald til mit udvalgte hotel på Abaco Island, Bahamas fra den meget støjende lobby. Da jeg endelig nåede igennem fik jeg først besked om at de ikke havde plads, men da jeg lidt ynkeligt forklarede at jeg allerede havde booket og betalt min flybillet ville den flinke dame i røret finde på noget. Godt slidt efter dagens udflugt kravlede jeg i soveposen efter et par ”spanish coffees” (Irish coffee med rom – surprise – i stedet for whisky).

Tirsdag
Klokken var 8.30 da jeg blev hentet af min ven fra det andet hotel. Lidt tilfældigt kom jeg i kontakt med den fiskeguide jeg forgæves havde forsøgt at træffe siden min ankomst til Coco. Han var desværre allerede booket, men efter lidt forhandlinger med hans klient fik jeg lov til at tage med dem.
Efter en køretur på ca. en time og en spadseretur på samme nåede vi frem til flat’en. Fiskeguiderne her har et lidt andet forhold til begrebet ”at guide” end eks. i Mexico. Sammenlagt fiskede Orlando nok mere end både Lloyd og jeg tilsammen. Hans første mission var at fange et par små barracudaer til hans hund. Bagefter trampede han rundt på flat’en og jagtede ”cowfish” til hans egen aftensmad. Ikke desto mindre var der godt med bonefish på flat’en. De tunge skyer gjorde det dog mere end vanskeligt og vi så ofte fiskene for sent. Vores bedste mulighed var således at gå efter tailende fisk eller ”nervous water”.
I et af de få øjeblikke hvor Orlande rent faktisk forsøgte at guide Lloyd bevægede jeg mig et stykke bort fra deres trampen og plasken og så på lang afstand 2 fisk der lystigt rodede i bundet, med halen i vejret. Jeg sneg mig nærmere på fisken og da jeg endelig nåede på kastehold af fiskene kunne jeg se, at der ikke var tale om 2 fisk.
Det var blot en enkelt stor basse og det var blottelsen af både ryg- OG halefinne der havde snydt mig. Det har jeg aldrig oplevet før og netop pga. fiskens massive størrelse fik jeg lettere nervøst og meget lidt yndefuldt plasket fluen ud i nærheden af fisken. Da jeg et øjeblik efter gav fluen et par små strip vendte fisken rundt med et stort skvulp og svømmede mod fluen. Umiddelbart efter blev fluelinen tung og jeg fik forplantet et par stripsets i linen mens pulsen steg. Med et kæmpe plask eksploderede fisken i et voldsomt udløb der kløvede vandoverfladen som en torpedo. Orlando blev straks opmærksom og råbte ”Its a big boy” henover flat’en mens han nærmede sig. Da fisken omsider satte farten lidt ned var den rigtig langt ude, og jeg tror aldrig jeg har set så meget bagline på mit lille hjul. Selv på +100 meters afstand kunne jeg se og høre hver gang fisken slog med halen på det lave vand.
Efter yderligere et par kraftige udløb kom fisken i nærheden og vi kunne se dens egentlige størrelse. Det VAR en stor fisk… Jeg blev ikke mindre nervøs da Orlando tog fat i forfanget og forsøgte at lande fisken. Projektet lykkedes dog efter den lidt uelegante håndtering og kort efter blev den smukke fisk foreviget af et par omgange. Det var ikke så nemt at komme i total yndlingsfiskepositur med både fisk og stang men det lykkedes nogenlunde efter et par forsøg. Orlando insisterede yderligere på at veje den stakkels fisk og digitalvægten stoppede først på 9½ pund. Trods den lidt brutale tur på vægten svømmede fisken straks efter livligt ud til sine venner igen. Det skulle vise sig at være den tredjestørste fisk Orlando havde set fanget i sin 6 år lange karriere som fiskeguide på Cuba.
Lloyd mistede yderligere en fin fisk og det var alt vi nåede inden den lange travetur tilbage til bilen.

Onsdag
Lloyd havde igen booket Orlando og jeg fik endnu en gang lov til at gøre dem selskab. Samme lange køretur som dagen før, men tirsdagens lange gåtur havde slidt hårdt på Lloyds bentøj, så vi fiskede på nogle flats lidt tættere på. Det blev til en enkelt fin bonefish til undertegnede på den mudrede flat. Det var i øvrigt eneste fisk på den aktuelle flat og vi så den komme på omkring 100 meters afstand. Lloyd smed et par stykker i mangroven og det forblev resultatet af vores anstrengelser. 8 dage på Cuba gav i alt 3 bonefish på land hvilket må siges at være en del mindre forventet. Orlando fortalte i øvrigt at de ulovlige garnfiskere der var godt i gang med at udrydde bestanden brugte bonefish’ne som grisefoder. Hurra for kommunisme og uvidenhed. Da jeg kom tilbage på hotellet fik bestilt en lufthavnstaxa til næste dag og pakkede endnu engang rygsækken.

Det var deværre ikke muligt at få et ledigt flysæde til Havana før torsdag morgen, så det må jeg havde til gode til en anden gang.
-Lars

Mandag d. 4. februar
Alan og Alex havde besluttet sig for at gøre mig selskab på dagens fisketur, så jeg medbragte en ekstra fiskestang. Ingen af de 2 havde fisket før, så der var lidt panik på da den første tunfisk huggede. Alan klarede dog fighten til topkarakterer og dagens første fisk kom ombord. Jeg fangede yderligere en tun mens Alex måtte nøjes med en forvokset hornfisk. At dømme ud fra deres ansigtsudtryk og efterfølgende begejstring, tror jeg 2 nye lystfiskere er født :) Et besøg i byens hæveautomat frembragte endnu engang jubelscener og jeg var nu 900 quetzales rigere. Mine økonomiske bekymringer så ud til at være ovre og jeg fik afregnet for både hotel og fisketur. Jeg fik yderligere mulighed for at tjekke mail og informere familien om min færden samt MSN’e lidt med Mie inden computeren brød sammen… Om aftenen blev fangsten tilberedt på A og A’s hotel og serveret med ris, grøntsager og brød mod betaling af 25 quetzales per næb. Vi inviterede samtlige andre gæster på hotellets restaurant til at spise med, og de 2 tunfisk samt hornfisken mættede således 7 sultne munde. Allan og Alex skulle videre næste dag, så der blev taget afsked med et par øl. Selvom jeg kun havde kendt de 2 gutter i 1½ døgn, var det helt trist at sige farvel. Det er jeg sgu ikke særlig god til og jeg kunne godt have brugt deres behagelige selskab et par dage til…

Tirsdag
En af deltagerne i aftenens festmåltid, Dusty, viste sig at være inkarneret lystfisker fra Alaska. Han var så begejstret over mandagens oplevelser på vandet at han fik mig overtalt (det var ikke såååå svært) til endnu en fisketur. Hans rejsekammerat – en dansk pige ved navn Trine – gjorde os yderligere selskab. Der kom desværre ingen fisk ombord, men det lykkedes da at smide 3 stk. væk :( Vi havde alligevel et par dejlige timer på vandet og blev bl.a. underholdt af en stor flok hvaler der larmede rundt tæt ved båden. Selvom der kun var gået et par dage siden sidst, var det alligevel helt mærkeligt at snakke dansk igen :) Både Dusty og Trine havde et enormt hashforbrug, men trods deres ofte lidt fjerne åndelige tilstedeværelse nød jeg deres selskab. Jeg besluttede at opgive sejlfiskene for denne omgang og i stedet vende tilbage på et senere tidspunkt en smule bedre forberedt og med flere ”effectivos” på lommen og/eller et funktionelt kreditkort… Dusty, Trine og 2 amerikanske ”crazy bitches” (det kaldte de sig selv) var på vej til Antigua for derefter at tage til San Pedro ved en sø kaldet ”Atitlan”. Det lød som en god plan og i mangel på guidebog og andre bedre ideer besluttede jeg at følge i deres fodspor. Vi ankom til Antigua ved 18 tiden og aflagde den danskejede pub endnu et besøg. Både mojitos og Gallo smagte ligeså godt som ved det første visit, så klokken rundede midnat inden jeg nåede i soveposen.

Onsdag
Busturen fra Antigua til Panachan tog omtrent 2½ time. Fra Panachan tog vi en lille shuttlefærge til San Pedro hvor Dusty kendte et billigt hotel. Ham og Trine havde af flere omgange boet i byen, og for dem var det som ”at komme hjem igen”. Trine havde privat logi hos en veninde i byen, så Dusty og jeg delte et værelse til 20 quetzales per mand (ca. 15,-) mens de 2 skøre amerikanere fik deres eget. Eftermiddagens sidste timer gik med afslapning og rundvisning i San Pedro og jeg tror deres (Trine og Dustys…) store kærlighed for byen skyldes de massive mængder hash og andre stoffer der er i omløb samt de mange misbrugende individer. Det var ganske surrealistisk at vade rundt blandt så mange påvirkede hippier. Og det var virkelig hipper med store svampehatte og grimt tøj. Jeg fik et par gange mistanke om, at deres påklædning bevist var valgt for at se så hippieagtig og grim ud som muligt for det virkede lidt påtaget. Det var sgu svært at tage seriøst som den ene Bob Marley look-a-like efter den anden kom slentrende med en joint i mundvigen og sagde ”Heeeey, whats up duuuuude…” Jeg gad godt vide hvad Lonely Planet skriver om dette sted og hvis nogen er i besiddelse af et eksemplar må i gerne skrive et par ord i gæstebogen eller på mail :) Jeg synes ellers selv at jeg er meget tolerant og forstående og jeg håber ikke jeg fornærmer nogen med ovenstående, men dette var lige i overkanten for mit vedkommende.

Torsdag
Dusty slæbte også rundt på en bærbar, så det passede os begge fint at tilbringe formiddagen på ”D’NOZ”, der udover et lækkert morgenmåltid tilbød trådløst internet. Således gik et par timer med at pleje fiskebekendtskaber rundt omkring i verden, samt maile og MSN’e med familie og venner. Senere optrådte Trine (der i øvrigt gik under navnet ”The Pot Engineer” i byen) med sine færdigheder i joint-rulning på den lokale franske restaurant. Stoffer (måske nok mest hash i virkeligheden) fylder hele hverdagen i disse kredse, så der var ikke mange jeg kunne drikke øl med og jeg var efterhånden lidt træt af Dustys evige ”Im too stooooned to drink maaan”. Efter aftensmaden tog Dusty og pigerne op til en bekendt for at tilbede den store hashgud der tydeligvis herskede i det bette samfund, mens jeg underholdt mig i selskab med Matt Damon og 3. film i Bourne-serien – The Bourne Ultimatum - på puteren. Tak til Martin Larsen for lovlig full back-up af dette underholdende værk :)

Fredag
Dusty, Trine, Tessa, Claudia og undertegnede tog efter morgenmaden endnu en shuttlefærge til nabobyen ”San Marcos” hvor et par høje klipper tilbød udspring i det dejlige søvand. Jeg var iført ganske nye badeshorts og det var helt morsomt – især de gange hvor jeg huskede at holde mig for næsen i stedet for at baske med vingerne. Jeg havde overvejet at medbringe fiskestangen, men tanken om den ekstra times pakketid hvis jeg skulle ned i bunden af tasken efter grejet afskrækkede mig. De lokale fiskere i de små håndbyggede både fangede da heller ikke andet end små møgfisk på deres håndliner, så det havde ikke været umagen værd. Således forløb eftermiddagen inden vi nåede tilbage til San Pedro.
Under et besøg på en af de lokale beværtninger, kom politiet forbi og lavede et såkaldt ”shakedown”, hvor alle gæster blev kropsvisiteret for hash og andre stoffer. Dusty, der altid var i besiddelse af mindst et par gram hash fik i 3 elegante forsøg smidt hele sin beholdning samt hashpibe ud af vinduet inden det blev hans tur. Om det var den lidt skræmmende oplevelser udløste de efterfølgende handlinger ved jeg ikke, men denne aften var det ikke nok med pot-kager og hash. Så da et par af mine tro følgesvende kastede sig over kokain og MDMA-kapsler (det stof der findes i Extasy) fik jeg nok og gik tidligt i seng. Det viste sig i øvrigt at hotellets ejer forsynede hele byen med stoffer og solgte det åbenlyst fra hotellets ”reception”. Jeg tror ikke jeg har følt mig så udenfor siden 7.b på Højmeskolen, da jeg tæt ved midnat, lidt trist, krøb i soveposen.

Lørdag
Jeg havde fået nok af San Pedro og dens indbyggere, så jeg var ombord på den første shuttle tilbage mod Antigua. De andre havde valgt samme model så gruppen var samlet igen.
På busturen fik jeg lejlighed til at summe lidt over de forgangne dages oplevelser og indtryk i San Pedro. Jeg nåede til den erkendelse, at jeg ikke skal dømme folk ud fra om deres hash/stof-forbrug/misbug, så længe jeg slipper for at høre på dem mens de er påvirkede… Det kan være ganske morsomt at iagttage og evt. forsøge at føre en samtale med personer der har røget en ordentlig bong eller spist et par hashkager, men efter ”indtagelse” af speed, kokain, extasy og hvad de ellers fik hældt på af usunde sager den aften, er folk bare ikke sig selv.
Tilbage i Antigua fik jeg ordnet et par praktiske sager, bl.a. booket fly til Cuba og Bahamas. Det viste sig at jeg kunne flyve direkte fra Guatemala City til Havana, så min returbillet til Cancun røg i skralderen. Claudia skulle flyve hjem tidlig søndag morgen, så vi markerede alle fem den sidste uges selskab med en ordentlig middag og en flok øller, hvor jeg samtidig fik mulighed for at ytre min mening om deres skabsnarkomani. Det var egentlig helt rart at komme af med jeg fornemmede en smule forståelse for min afsky…

Søndag
Min udskudte afgang mod Cuba tillod et besøg på den aktive vulkan Pacaya nær Antigua. Det var sgu en fed oplevelse. Efter en vandretur på ca. 3 kilometer nåede vi op til varmen og den flydende lava. Og slap af det var varmt. Man kunne ind imellem lugte brændte fodsåler og en sjat vand ned i sprækkerne på vandrestien begyndte øjeblikkeligt at syde og koge. Jeg skød 50-75 billeder, men kun et par stykker blev gode. Mit stakkels kamera havde desværre lidt svært ved at fokusere i varmen.
Vi var tilbage i Antigua ved 21 tiden og efter et sent aftensmåltid var det tid til at sige farvel til de 3 andre. Jeg er og bliver bare en torsk til at tage afsked med folk. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles bare ikke rigtigt. Som en færdig film eller sidste kapitel i en bog (ikke fordi jeg normalt læser meget andet end fiskemagasiner, men det kan også være trist at nå til ende i et sårn :)) Der kommer heldigvis (som regel) altid et nyt eksemplar og for mit vedkommende hed næste nummer Cuba.

-Lars

Fredag d. 1. februar
Vi tog en taxa til Cancun lufthavn kl.7.00 og fandt hurtigt den rigtige check-in skranke til Mies fly. Jeg fik i samme omgang lejlighed til at få vejet min backpack, der nu havde sneget sig op på 25 kg. Der blev taget afsked på behørig vis og jeg var pludselig på egen hånd efter 4 uger i Mies selskab. Jeg følte egentlig jeg var nogenlunde forberedt på situationen og selvom min ven, Morten VG (der er inkarneret solo-backpacker), havde forsøgt at forklare at det i starten ville føles forkert, var det alligevel lidt overraskende. Mit fly gik først ved 14 tiden, så jeg skulle slå yderligere 5 timer ihjel i lufthavnen. Jeg fik derfor oprettet en konto til lufthavnens trådløse internet og slog mig ned på en cafe.
Mit fly gjorde et kort ophold i Flores inden det var fremme i Guatemala City ved 17 tiden. Undervejs faldt jeg i snak med en gut fra Israel, der nu ejede et Hotel i Playa Del Carmen. Han var på vej til Antigua med sin kone og 3 børn og fik mig overbevist om, at jeg ikke ønskede at overnatte i Guatemala City. De havde selv arrangeret transport til Antigua og da han tilbød mig at køre med dem ændrede jeg hurtigt planer. Lidt tilfældigt havnede jeg således i Antigua...
Det var ikke lykkedes at opstøve en Lonely Planet (eller nogen anden forn for guidebog) om Guatemala og det var mildt sagt en smule underligt at stå der uden nogen form for info. Det var desuden stærkt begrænset hvor meget online research jeg havde nået at foretage siden onsdag aften hvor beslutningen om at tage til Guatemala blev truffet. Jeg vidste ikke engang hvad valutaen hed da jeg ankom… Jeg fandt et ledigt hotel i Antigua, fik smidt bagagen og videre på jagt efter en hævemaskine. Til min store forskrækkelse blev mit VISA endnu engang afvist, ligeså mit VISA elektron, mens mit American Express slet ikke kunne bruges. Jeg måtte derfor tilbage på hotellet og hente mine medbragte dollars, der hurtigt blev vekslet til den lokale valuta på en irsk pub hvor også aftensmaden blev indtaget. I mangel på selskab faldt jeg i snak med pubejeren. Efter 10-15 minutters samtale om ligegyldige ting faldt snakken på en svensk musikgruppe, der kom gennem pubbens højtalere. Jeg undrede mig over hans kendskab til denne og spurgte hvor han egentlig var fra. Hans svar kom tilbage på klingende jysk: ”Åååålborg”. Herefter fortsatte samtalen på dansk :) 1 cheeseburger, 2 mojitos og 3 øl senere var jeg tilbage i soveposen med en busbillet til Puerto Iztapa. Jeg var sluppet hæderligt gennem første rejsedag på egen hånd… Det skulle gå ned af bakke.

Lørdag
Jeg (det er helt mærkeligt at skrive ”jeg” og ikke længere ”vi”) blev hentet kl. 8 og så af sted mod Stillehavet endnu engang. Undervejs fik jeg mulighed for at skimme en af de andre passagerers Lonely Planet bog, hvor der stod blot et par linier om Puerto Iztapa. Så det var ikke til meget hjælp. Jeg fik dog noteret navnet på et billigt hotel (der var 2 i byen) og godt 2 timer senere blev jeg sat af ved Iztapa, mens resten af passagererne fortsatte til en by kaldet Monterico. Jeg fandt hotellet og drog endnu engang på jagt efter kontanter. Den eneste bank i den lille møgby var selvfølgelig lukket da det var lørdag og uden en automat. Jeg måtte derfor med en collectivo 30 minutters kørsel til nabobyen, San Jose, hvor der yderligere skulle være en internetcafe. Da vi ankom, var alting i byen nede… Banker, internet, telefoner – alting. Jeg så i øvrigt ikke en eneste anden turist under min færden. En returbillet fattigere nåede jeg tilbage til hotellet. Jeg havde betalt for en enkelt overnatning og havde tilbage hvad der svarer til ca. 100,- Middagsmaden bestod af en ananas til 3 kroner og en liter vand der blev indtaget på hotellet en anelse frustreret over hele situationen. Jeg havde forestillet mig at byen ville summe med andre fiskenørder og have en form for marina hvor fiskerflåden holdt til. Det så jeg aldrig noget til… Jeg har efterfølgende overvejet om jeg måske er havnet i det forkerte hul, men det virker til jeg har ramt rigtig og bare ikke har kunnet opdrive fiskeriet.

Jeg informerede hotelmutter om min fiskemission så godt som muligt på spansk, og det viste sig at hun kendte en af de lokale ”fiskeguider” og kunne sætte et møde op mellem os. Det lød meget lovende og vi aftalte at mødes kl. 14 og snakke lidt detaljer. Det er dog ikke særlig nemt at forhandle uden penge, så det blev ikke til nogen konkret aftale med den ~ 70-årige fiskeguide. Til gengæld gik jeg med ned og så hans ”fiskebåd” – en gammel 15-17 fod jolle med en 40 HK motor. Jeg ved ikke hvordan han havde forestillet sig at hive en sailfish op i den, men han virkede meget optimistisk da han så mit kreditkort og jeg fortalte jeg ville forsøge at skaffe nogle ”effectivos”.
Tilbage på værelset blev hele situationen tænkt igennem endnu engang. Det hele virkede umiddelbart en smule håbløst og mine 2 eneste muligheder var enten at blive i hullet (og der var virkelig ingenting at lave her – det var ikke engang muligt at komme ned til vandet) til mandag hvor banken ville åbne eller forsøge at skaffe kontanter et andet sted. Lidt desperat valgte jeg sidstnævnte. Rygsækken blev pakket igen og jeg forsøgte endnu engang på spansk at forklare hotelmutter mine intentioner. Meget ydmyg bad jeg om lidt rabat på værelset, da hver eneste øre nu talte i regnskabet. Det bragte 20 quetzales tilbage i budgettet. 1½ times kørsel i en propfuld collectivo (der har nok været 15-20 mennesker med bagage, høns etc. i en bette minivan til 9 mand) bragte mig til Monterico. Her overbeviste bussemanden mig om at hoppe på en anden bus med det samme og køre 2 kilometer ud af en grusvej hvor der så ville ligge et godt hotel. Jeg viderebragte budskabet til den nye bussemand og det virkede som om den fes ind… Det gjorde den tydeligvis ikke.

8 km ude af grusvejen kom han i tanke om hvor jeg skulle have været sat. Det var ved at blive mørkt, og der kørte naturligvis ikke flere busser den anden vej. En anelse utryg blev jeg sat af ved et øde hotel på grusvejen og bussen kørte videre. Jeg bevægede mig ind gennem en korridor mellem de hytteagtige bygninger i jagten på en reception. Hotellet viste sig at være forladt og fuldstændig øde med undtagelse af et par vilde hunde samt en flok baskende flagermus. ”Hotellet” var oplyst af et par slidte spots hvilket snød både chauffør og undertegnede. Great, tænkte jeg og følte mig som hovedpersonen i en dårlig gyserfilm… Det var i mellemtiden blevet helt mørkt, så jeg overvejede at søge ly for natten i det der nok engang havde været en hotellets bar og krybe i min medbragte sovepose. De mange myg der konstant overfaldt mit trætte og frustrerede legeme fik mig dog på andre tanker. I stedet spankulerede jeg 10-15 minutter øst på i samme retning som bussen var fortsat, i håbet om at der ville være en form for civilation.
Jeg spurgte om vej mod et hotel ved den første bebyggelse jeg stødte på og det viste sig til min store overraskelse (og glæde) at være et hotel. Der var ingen former for skilte til at markere hotellets tilstedeværelse, men den ældre herres intentioner virkede reelle nok som han afslappet responderede ”aqui” fra hængekøjen. Jeg fik forhandlet mig frem til 50 quetzales (ca. 35,-) per nat hvilket vist både han og jeg i virkeligheden var tilfredse med. Mine ”trusler” om at gå videre var rent bluff, og jeg havde gerne betalt det dobbelte for et sikkert sted at sove på det tidspunkt.
Min finansielle situation tillod 2 müslibarer og en lokal cerveza til aftensmad… Samlede udgifter under 10,- Der var absolut ingen andre turister eller for den sags skyld blot en engelsktalende sjæl i nærheden, så jeg tilbragte min første lørdag aften i Guatemala i en af hotellets hængekøjer i selskab med hotelejeren, hans 2 voksne sønner + en kone. Som eneste blegansigt i 8 kilometers omkreds blev jeg budt varmt velkommen af den lokale myggepopulation, der vist ikke havde ”spist” i flere dage. Således forløb lørdag den 2. februar år 2008 for undertegnede, der trods/pga. dagens hændelser nok fik lært mere spansk på én dag end den forgangne måned på Mexicansk grund.

Søndag
Jeg vågnede til Stillehavet rytmiske buldren ved 7.30 tiden, hvor solen allerede havde været fremme et par timer og efterhånden fået godt fat. Endnu en müslibar blev indtaget inden jeg igen drog på udflugt. Jeg bevægede mig hen af stranden, der var helt sort pga. vulkansand. Det ser meget dramatisk ud med de store bølger der ruller ind over. Efter 30 minutters gang hvor jeg endnu ikke set andre turister, krydsede jeg en plantage og ramte samme grusvej som jeg var kommet af aftenen før. Her fangede jeg et øjeblik efter en collectivo, der for 5 quetzales kunne bringe mig til Monterico.
I Monterico stødte jeg på backpacker lignende gut (Alan) der spiste morgenmad på en lille restaurant ud til hovedvejen. Jeg delagtiggjorde ham i mine økonomiske vanskeligheder og spurgte om det var muligt at komme online nogen steder i byen. Der viste sig at ligge en internetcafe overfor hans hotel, hvor man i øvrigt også skulle kunne betale med kreditkort. Jeg fulgte efter ham derned for at erfare, at cafeen var lukket om søndagen. Cafeen var i øvrigt blot et åbent skur med 2 MEGET gamle PC’er…
På vej tilbage mod collectivo’en stødte jeg på endnu en fyr, Sander, der trods hans baggrund skulle vise sig at blive et vigtigt bekendtskab. Han snakkede flydende engelsk med en smule amerikansk gangster-accent og jeg fortalte endnu engang om mit kontantbehov. Hans onkel havde et hotel hvor jeg kunne overnatte og betale på bagkant når jeg igen fik kontanter. Jeg gik med tilbage til hotellet for at inspicere forholdende og drikke en øl med Sander. Et par timer senere havde vi udvekslet livshistorier og tak skæbne en fortid den stakkels gut havde… Hans mor havde taget ham med til Los Angeles som 3-årig, hvor de havde levet på gaden et par år indtil hun blev dræbt under et bandeopgør. Han var selv blevet narkoman og havde kæmpet for at overleve på gaden. Hans øjne var næsten ødelagt af stofferne og han manglede ¼ del af begge pupiller. Mange år senere var han kommet tilbage Guatemala og Monterico hvor han nu forsøgte at bygge en tilværelse som turguide i området.
I kan måske nok forestille Jer at han så ret uhyggelig ud og som han selv sagde, blev de fleste skræmt når han henvendte sig til dem så det var ikke specielt nemt. Ved samme lejlighed takkede han mig for ikke at kigge væk og gå videre da jeg stødte på ham (som 9 ud af 10 gjorde når han forsøgte at komme i kontakt med dem). Jeg ved godt at jeg er nem at imponere, men historien blev fortalt i hotellets bar i påhør af hans onkel, moster, kusiner og hotelvagt så jeg vælger at tro på den. Det var meget rørende og tankevækkende og han havde yderligere et par gode pointer om livet og døden. Så uanset hvad gjorde det indtryk…
Hotellets sikkerhedsvagt drev i øvrigt en lille bibeskæftigelse som fiskeskipper, så vi aftalte en tur om mandagen – igen mod løfte om forsinket betaling.
Collectivo’en tilbage mod det andet hotel kom 1½ timer senere end lovet, så jeg var godt træt og sulten da den endelig dukkede op. Dagens sidste collectivo i modsat retning gik 20 minutter efter jeg blev sat af ved hotellet, så jeg fik med lynets hast pakket rygsækken og afregnet for overnatningen. Der blev sågar tid til at investere og indtage yderligere en müslibar med hindbærsyltetøj. Rent kulinarisk er de ikke den store oplevelse, men man får flest kalorier for pengene og det talte mere end smagsoplevelsen.
Tilbage i Monterico stødte jeg endnu engang på Alan, der nu var i selskab af en tysk fyr ved navn Alex. De boede på nabohotellet (hvor man som eneste sted i byen kunne betale med kort) og jeg tilbød en øl i tilfælde af at mit VISA elektron virkede. Hotellets bartender kørte kortet igennem maskinen og et øjeblik efter nikkede han. ”YES” udbrød jeg højlydt til stor undren for de øvrige gæster. 3 Gallo (den lokale øl) og en stor, fedtet cheeseburger med pomfritter var netop betalt med MIT kort! Det er nok den bedste burger jeg nogensinde har spist. Haps den lå godt i mavsen...
Mine toptunede hjerneceller regnede hurtigt ud, at jeg på denne måde efterfølgende kunne få kontanter ved at betale for andres mad og få penge fra dem. Min første transaktion på denne måde var Alans aftensmad, der indbragte omkring 100 Quetzales. Inden da var der tid til en kort fisketur i en nærliggende flod med A og A samt et par øl. Vi lejede en lille båd af en lokal fisker og padlede resultatløst rundt i en times tid mens solen gik ned. Trods den udeblevne fangst var det en rigtig hyggelig tur og jeg mærkede lidt ro i sjælen igen. For første gang i et par dage nød jeg faktisk at være af sted…

-Lars

Søndag
Der gik kun en enkelt ”collectivo” fra den lille fiskerby mod Tulum om søndagen. Den gik til gengæld tidligt – meget tidligt. Vækkeuret begyndte at brumme ved 04:30 tiden og en halv time efter var vi på minibussen. Knap 2 timer senere var vi atter i Tulum, hvor et hurtigt køretøjskifte og yderligere en times kørsel bragte os til Playa Del Carmen. Vi nåede lige akkurat færgen til Cozumel kl. 9. Sejlturen vakte ingen problemer for de 2 søstærke vikinger, mens et par overvægtige amerikanere havde lidt problemer med at holde morgenmaden indenbords.
Med lidt hjælp fra Lonely Planet fandt vi et hotel tæt på centrum. Til vores store overraskelse var der ingen strande i nærheden, og den nærmeste kostede omkring en hund i taxa. Det var mere end vores stramme budget kunne tillade (i hvert fald at bruge på en taxa) så vi pruttede i stedet leje af en scooter ned i samme beløb. Det var et meget lidt kønt syn da vi suste af sted mod la playa, men det fungerede fremragende og den stakkels scooter fik på et øjeblik fragtet os ca. 18 km sydpå til ”Playa Palancar.
Hvis man tilbage i 1997 færdedes i omegnen af Dyrup/Dalum/Sanderum har man kunne se undertegnede på samme type køretøj iført joggingtøj, pilotjakke og en hårpragt der ville være en shampoo reklame værdig. Fjällræv rygsækken var i denne omgang byttet ud med en kvindelig passager mens den moderigtige styrthjelm med visir var erstattet af en sort, stramtsiddende æggeskal. Totalt flashback fra de glade halvfemsere, hvor man kunne tilbagelægge +35 km på en enkelt liter benzin.

Mandag
Efter søndagens succesfulde oplevelser på 2 hjul blev vi enige om at genbruge modellen. Udstyret med badetøj, madpakker, snorkeludstyr og fiskestang begav vi os ud på den ca. 70 km lange rute rundt om øen. Det var helt rart at slippe væk turisthelvedet i San Miguel (hvor vi naturligvis også ramte årets store karneval) og se øen fra/på den anden side. Der blev tid til både ølpause, frokost og bade/fisketid inden vi sidst på eftermiddagen nåede tilbage hvor scooteren skulle afleveres. Der kom desværre ingen fisk på land selvom jeg forsøgte mig ihærdigt i de store bølger. Jeg smed dog et par mindre ”Pompanos” (samt et par fluer), så lidt liv mærkede jeg da.
Efter aftensmaden købte vi 2 dyk til om tirsdagen. Det foregik genne Deep Blue Dive Shop og der var sgu styr på sagerne. Wetsuits, finner, maske og BCD blev fundet i rigtige størrelser og afprøvet og vi skulle efterfølgende ikke røre en finger.

Tirsdag
Vi skulle ”tjekke ind” ved dykkerbutikken 8.45 inden vi blev dirigeret ned til marinaen hvor båden lå klar med alt udstyret ombord. Dejlig bekvemt og et øjeblik følte vi os næsten som dovne, rige amerikanere. Glæden varede dog kun til vi 15 minutter efter planlagt afgang fik at vide, at vi ventede på 3 personager af netop denne nationalitet der kom med færgen fra Playa Del Carmen. En uhøflig entré gjorde ikke indtrykket bedre… Trods deres højrøstede opførsel og lidt overgearede attitude viste de sig at være flinke nok.
Jeg fik forklaret den magre divemaster (han har vel været 1/3 størrelse af Jesus) at jeg kun havde 4 dyk i logbogen og aldrig havde været dybere end 12 meter. Det var ikke noget problem forsikrede han og slyngede et par tal ud i fod. Hovedregning har heller aldrig været min stærke side, så enhedskonverteringen blev udeladt.
Da jeg første gang kiggede på dybdemåleren viste den 27 meter! Vi havde ved flere lejligheder hørt hvor klart vandet omkring Cozumel var, men det her var for vildt… Overfladen var helt tydelig og jeg tør ikke gætte på hvor mange meter sigtbarhed der var (mere end de 27 kanske? :)). Det var et såkaldt ”driftdive” på en koralvæg så vi skulle kun i den ene retning mens båden fulgte med foroven. Det var virkelig fedt… Det er ikke rigtig til at sætte ord på, men skal prøves på egen krop. Vi fik krydset en del fisk af på listen, bl.a. grouper, muræne og angelfish. Dyk nummer 2 var på 12 meter med formål at finde søheste.

Onsdag
Vi tog 9-færgen tilbage til Playa Del Carmen og fandt efter et par forsøg et fint hotel. Der var også meget turistet i PDC, men på en hyggeligere måde end Cozumel. Dagen forløb med shopping, solbadning og internet. Jeg ville egentlig have været til Cuba umiddelbart efter Mexico, men fik i stedet købt en flybillet til Guatemala online. Det skulle være et af verdens bedste steder efter sailfish og da en gut jeg har skrevet lidt med på et fiskeforum nævnte at man kunne forhandle fiskeguiderne ned til ca. ¼ i pris var det en nem beslutning.

Torsdag
Vi havde lejet verdens mindste bil (ingen smarte køretøjer - altid på budget…) og kørte sydpå mod Tulum for at besøge et par cenoter og evt. en bugt der lød rigtig lækker. Da vi kom til ”Dos Ojos” cenoten købte vi en guidet snorkeltur til ca. 70,- per person for 1-1½ time inklusiv leje af våddragt, maske, snorkel og finner. Det var rigtig spændende og en anelse skørt at svømme rundt i sårn et grottesystem. Vi fik desuden lejlighed til at lave lidt akrobatisk opvisninger foran kameraet. Stilkarakterer modtages gerne :)
Efterfølgende kørte vi ud til den omtalte bugt, der er i Lonely Planet blev beskrevet som ”one of the best kept secrets”. Bullshit… Stranden var grim og vandet brunt, man kunne alligevel ikke leje kanoer og fiskeri var forbudt. Så det blev kun til en kort visit inden vi drog videre og fandt en fin strand i Akumal.
Sidste aften i Mexico blev markeret med en dejlig middag og en øl i baren på vores eget hotel. Jeg fandt yderligere et par nye badeshorts, men lidt overraskende blev mit VISA afvist. Episoden fik ikke meget opmærksomhed, men skulle senere vise sig at give en del hovedpine…

-Lars

Lørdag
Jeg vågnede nok kun 8-10 gange i løbet af natten for at tjekke uret på mobilen. Da klokken endelig blev 7 og vækkeuret ringede var tasken allerede pakket og stængerne stod klar med friske forfang. Morgenmaden blev indtaget med rekordfart (slugt ifølge Mie) og vi fik hilst på vores guide - en ung knejt på 21 somre ved navn Juan. Inden vi tog af sted ville han gerne lige se mine fluer… ”Lars, you got some killer flies”. Om han siger det til alle kunder, eller om det virkelig var resultatet af lidt dansk grundighed ved fluestikket vides ikke, men det gav da lidt plus på selvtillidskontoen. Grejet blev læsset ombord og vi var endelig klar til afgang.

Sejlturen ud til ”flatsne” tog 30-40 minutter og undervejs mødte vi bl.a. en delfin på helt lavt vand (og ”spildte” 5 minutter kostbar fisketid på at fotografere den, tsk tsk). Da vi nåede frem til første fiskeplads, blev jeg dirigeret op i forenden med klasse 8 stangen (den ”letteste” af de 2 – til bonefish), så Juan kunne vurdere mine kasteeevner. Jeg nåede akkurat at få lagt fluelinen ud en enkelt gang da Juan afbrød: ”Hurry, hurry – big school of permits coming”. En anelse febrilsk fik jeg fat i den anden fluestang og hoppede i vandet efter Juan. I vand til livet kæmpede vi os ca. 50 meter væk fra båden og kom på kastehold af fiskene. Jeg fik lagt et nogenlunde kast ud mod flokken på 5-10 permits i forskellig størrelse der suste af sted med stor fart. Den lille krabbeflue for enden af forfang blev ignoreret mens fiskene piskede videre. Da vi et øjeblik efter vadede tilbage til båden var det med rystende ben og jeg fornemmede en anelse bitterhed. Jeg havde lige misset den måske største chance jeg ville få, for at fange en af disse fisk. Men F*** det var spændende.

Sådan en permit kræver ingen yderligere præsentation for fiskenørderne. Til familie, venner og kollegaer der nok har et lidt mere afslappet forhold til min hobby kan jeg fortælle, at en permit (så vidt jeg ved) er den ypperste og mest prestigefyldte fisk man kan fange på flue. Det er som tidligere nævnt de færreste forundt at få sårn en fætter på krogen. Som min ven og fiskekammerat Robert for nylig udtrykte det, så er det et spøgelse man jager. Man vil fange det sværeste – man vil ha det man ikke kan få.

Tilbage i forenden af båden fik jeg netop gjort den ”lette” stang klar, da Juan igen råbte: ”Permits… they are coming again”. Samme dramatiske vandgang men denne gang kom fiskene aldrig inden for kasteafstand.
Vi nåede kun lige ombord igen, da Juan spottede stimen endnu en gang. ”Line out, line out” råbte Juan mens vi kæmpede os ud mod det lidt dybere vand i fiskenes bevægelsesbane. ”Cast now, sixty feet – eleven o’clock”. Jeg fik lagt et perfekt kast ud på ca. 20 meter, lige i fiskenes svømmeretning. ”Great cast, wait for the sink… Strip now”. Jeg gav den lille krabbe 2 lange, rolige strip (når man hiver i fluelinen for at bevæge fluen kaldes det at ”strippe”) og 2 af fiskene i flokken stak ud mod fluen. Den mindste (naturligvis) af fiskene tippede ned mod fluen med halen i vejret og umiddelbart efter bevægede fluelinen sig mod højre. ”Set the hook, set the hook” skreg Juan. Jeg gav et par beherskede ”strip-sets” og linen blev tung.

Der gik et par sekunder før fisken opdagede at der var noget galt, men så blev den også vred. I et moderat tempo (moderat sammenlignet med en hysterisk bonefish der vil væk) tonsede den tilbage i samme retning som den var kommet fra. ”Let it run, let it run” blev Juan ved… Det er altid svært at vurdere hvor langt en fisk stikker af sted, men de par minutter det tog at vade tilbage til båden var ét langt udløb. Da jeg kom tilbage i forenden af båden fortsatte fisken yderligere et minut eller to. Som sagt stak den ikke af i samme hysteriske tempo som en bonefish gør når den opdager hvad der er galt. Der var mere tale om ét langt sejt træk og fisken nåede måske ud på 150-200 meter før den begyndte at geare ned. 20-25 minutter senere og efter yderligere et par udløb var fisken i nærheden af båden, og Juan fik fat om den ved haleroden.

Hold kæft hvor var det fedt, da jeg selv stod med fisken i hånden og Mie begyndte at skyde løs med kameraet. Efter en mindre fotosession fik den smukke men trætte fisk lidt kunstigt åndedræt og svømmede et øjeblik efter lystigt videre igen. Juan vurderede i øvrigt fisken til 12 pund. Jeg tror selv det er lige i overkanten, 8-10 pund er nok mere realistisk men pyt. Den bedst tænkelige start på dagen og uanset hvordan resten af turen ville forløbe havde det været en succes.

På vej videre til næste flat fik jeg yderligere et skud mod en permit… Denne gang var det en enkelt stor fisk der kom svømmende. Jeg havde ikke tid til at bytte stangen, så det blev med den lette stang jeg forsøgte. Efter et mislykkede kast fik jeg lagt denne lille rejeimitation perfekt ud foran fisken. 2 små strip og fisken ændrede retning – mod fluen. Et øjeblik efter tog en eller anden fisk fluen og jeg lavede et behersket ”strip-set”, hvorefter linen slap igen. Jeg nåede ikke selv at se om det var permit’en der huggede. Det var Juan overbevist om, mens jeg vælger at tro det var en ligegyldig jack eller rev-bandit.

Vi stødte desuden på en stime jacks og selvom det ikke lykkedes at kroge en Jack Crevalle, fik jeg krydset en fisk mere af på listen. Klokken blev over middag før jeg fik den første bonefish. Det var kun baby, så det var ikke meget bagline vi fik at se. Det blev til i alt 14 bonefish i den mindre ende af skalaen. Jeg var generelt lidt skuffet over størrelsen og sammenlignet med de velnærede fisk omkring Los Roques var disse blot magre babyfisk. Dagens største stak måske af med 30 meter bagline, men det var nu sjovt alligevel.

Ind imellem rollen som chef-fotograf, fik Mie lidt tid til solbadning ombord på båden og nåede vidst næsten at tygge sig igennem et (af redaktionen ukendt) skønlitterært værk.

Vi kom tilbage til lodgen ved 16-tiden og det rygtedes hurtigt at en ung, bleg viking havde fanget en permit på flue. Vi blev gratuleret flere gange i løbet af aftenen, fik taget billeder og skrev autografer (det er ok at overdrive lidt – man er vel lystfisker :))
"Dagens score":

- 1 Permit
- 3 Horse Eye Jack
- 14 Bonefish

Hvilken fantastisk dag i Acsension Bay…

-Lars

Fredag
Fra første gang vi begyndte at snakke Mexico/Yucatan som et muligt udflugtsmål, har en lille fiskerlandsby ved navn Punta Allen rumsteret i mit baghovede. Den ligger i Sian Ka’an reservatet, lige ud til Ascension Bay. Udover et spændende fugleliv (til dem der nu syns fugle er spændende), krokodiller, aber, skildpadder og kæmpe landkrabber er området omkring Acsension Bay kendt for sit fantastiske fluefiskeri. Fiskenørder fra hele verden drager hertil i håbet om at fange en ”permit” eller en ”tarpoon” blandt de talrige bonefish, og flere danske fiskerejsearrangører har faktisk ture hertil.

Vi have booket turen allerede om onsdagen, og blev hentet af minibussen ved 8.30 tiden (dvs. lidt i 9 efter den Mexicansk model for aftalte tidspunkter). Den venlige og yderst hjælpsomme dame hos ”Savana Travel” i Tulum havde arrangeret det således, at vi kunne medbringe vores store rygsække i bussen og bare blive smidt af ved ”Cuzan Bonefish Lodge” når de andre vendte hjemad. Så det var med fuld oppakning vi steg ombord på den air konditionerede Ford, hvor de 4 øvrige deltagere ventede. Der må kun benyttes naturmaterialer (dvs. sten og grus) på vejene i Sian Ka’an reservatet, så selvom minibussen var hæderligt affjedret tog det omkring 1½ time at tilbagelægge de ca. 40 km. Den person i vores 2-mands rejsegruppe der lejlighedsvis lider af transportsyge havde indtaget køresygepiller, så trods den MEGET bumpede vej gik turen fint. Vi startede med en bådtur rundt i Ascension Bay, hvor fugle var den primære attraktion. Da fugle ikke har min helt store interesse havde jeg mere travlt med at spotte efter tailende bonefish (dvs. bonefish der roder efter mam i bunden, så halefinnen stikker oven vande) til stor undren for kaptajnen. De øvrige deltagere så bl.a. fiskeørne, en masse forskellige hejre samt de dumme pelikaner.

Næste punkt i dagens program var delfin- og skildpaddejagt (ikke sårn i bogstavelig forstand)… De forskellige både snakkede sammen via walkie talkie omkring hvor dyrene befandt sig, og det hele virkede lidt for organiseret. Det lykkedes dog at finde både delfiner og pildskader, men det var langt federe bare at ”støde på dem”, som vi gjorde i Stillehavet ved Puerto Escondido. Dagen blev afsluttet med en snorkeltur over koralrevet hvor vi blandt de mange farvestrålende fisk stødte på en ”bluerunner” (Robert, kan du kende den fra LR? :)), der fik renset undervognen af små sugefisk.

Frokost var inkluderet i prisen, så da vi nåede tilbage fra sejlturen fik vi mam på den lokale restaurant. Der var gået lidt kuk i kommunikationen med Cuzan, men der var heldigvis ledige cabanas da vi blev sat af. Vi fandt hurtigt en plads i baren, og efterhånden som de andre fiskere der boede på lodgen kom tilbage i bådene begyndte det for alvor at krible i mavsen. De der lider af fiskefeber og har været på tilsvarende fisketure ved præcis hvordan det føles… Spændingen kan være helt ubehagelig.

Der var bl.a. en gruppe på 8 midaldrende amerikanere, der alle havde haft en fantastisk dag på vandet med masser af bonefish. Et par af bådene havde endda set permit og så begyndte det ellers først at suge i maven. Blandt sultne myg fik jeg efter aftensmaden rigget fisketængerne til. Og så lidt til ære for fiskenørderne: en klasse 8 udstyret med en silileg gotcha størrelse 4 samt en klasse 10 med en krabbeflue. Begge fluer konstrueret hjemme på køkkenbordet en kold vinteraften i december. I tilfælde af vi skulle støde på Barracudaer eller Jacks, havde jeg yderligere rigget en spinnestang til med stålforfang og en stor modbydelig popper. Med baskende sommerfugle i maven og 20-30 nye mygstik på bentøjet kravlede jeg til køjs en times tid efter Mie…

-Lars

Tirsdag
Vi mødtes foran dykkerhytten ved 8.30 tiden og gjorde udstyret klart... Den (dykkerhytten) lå prakktisk talt i vores baghave, så det tog ca. 29 sekunder at komme i skole - dejlig bekvemt. Tænk hvis man derhjemme kunne stille vækkeur til 1½ minut før man skal møde (hov, det har jeg vist i virkligheden før præsteret.. længe leve hjemmearbejdsplads :)) 1 time senere var vi på 12 meter vand blandt koraller og tropefisk. På første dyk stødte vi bl.a. på en stor, grim muræne, et par barracuder samt en masse andre koralfisk og ræv-banditter. Jeg havde naturligvis mest fokus på de bæster jeg kan fange på fiskestangen, mens de andre deltagere var mere optagede af de farvestrålende. Gæt selv hvad der er sjovest at fange... En glubsk barracuda eller en klovnefisk (den fra "Find Nemo"). Dyk nummer 2 var ligeledes på 10-12 meter vand, men med en del mere strøm. Og da en af de andre deltagere havde lidt "transportsyge" blev det ikke verdens bedste dyk. Til gengæld blev der sat et kryds mere i kalenderen, og certifikatet rykkede nærmere.

Onsdag
Vi spadserede den lange vej til skole ved 9 tiden, og da vi 27-28 sekunder senere ankom blev vi bedt om at rigge udstyret til. Et øjeblik efter troppede yderligere 4 blege vikinger op ved skolen, og jeg blev bedt om at vejlede dem i klargøring af grejet. Jeg havde på forhånd bygget en checkliste, så trods mine manglende pædagogiske færdigheder gik det nogenlunde. Vi kørte ud i cenoten igen, hvor de nye apiranter startede fra (på?) bunden, imens vi byggede videre på vores efterhånden solide erfaring. Vi fik øvet de sidste obligatoriske sager og sluttede med et bette dyk i cenoten. Dagene ved vandet er så småt begyndt at flyde lidt sammen og vi er ved at påtage os ”mañana-mentaliteten”, men jeg mener vi tilbragte resten af eftermiddagen på stranden (der er ikke så meget andet at lave end at slappe af i vandkanten og "fede den" som vores rejsevenner plejer at udtrykke det :))

Torsdag
Tiden var kommet til de sidste 2 dyk der var inkluderet i kurset. Jeg havde læst grundigt på lektierne og yderligere udfyldt den afsluttende eksamen. Vi havde de 4 andre vikinger med ombord da vi sejlede mod de 2 dykker sites, og trods lidt danske startvanskeligheder i overfladen nåede vi ned på bunden. Tanken om at Jesus ville udsætte mig for flere prøvelser – denne gang i saltvand - lurede hele tiden i baghovedet, men jeg forsøgte at nyde dykket så godt som muligt. Det hele bliver dog langsomt federe og federe efterhånden som man bliver mere fortrolig med teknikken og bare kan nyde udsigten. Som antaget blev jeg på dyk nummer 2 hevet til side og bedt om at udføre et par af øvelserne. Da jeg efterfølgende fik en "thumbs up", en undervandsklapsalve samt et solidt håndtryk af Jesus var dykkerkortet hjemme. Om aftenen blev certificeringen fejret med et par store, blodige oksebøffer og et godt glas rødvin. Det var desuden sidste dag i selskab med Michael og Janni, hvilket yderligere blev markeret med en enkelt Corona og et par cocktails til tøserne. Det har nu været super hygsomt med lidt dansk følgeskab… Jeg håber det har været gensidigt :)

-Lars

Lørdag
11 timer senere og cirka 2 timer forsinkede, ankom vi til Tulum på østsiden af Yucatan. Vi kørte forgæves til vores på forhånd udvalgte Cabana kompleks, så da der på stop nummer 2 var ledige pladser slog vi straks til, uden at besigtige hytterne. Det skulle vi nok have gjort, for da vi kort tid efter mødtes foran Michael og Jannis hytte, blev vi hurtigt enige om, at forholdene kun tillod en enkelt overnatning (som vi naturligvis betalte for inden vi inspicerede området). Det hele var meget primitivt og temmelig slidt, mens alle hytterne bar tydeligt præg af de tropiske storme og orkaner der rammer her med jævne mellemrum. Det var såmænd ikke fordi vi forventede den vilde luksus, men det her var lige lidt for festivalagtigt.
Efter en hurtig omgang ”hueves con jamon” (æg med skinke – den er efterhånden ved at overhale havregrynene som yndlingsmorgenmad) fandt vi et sted hvor vi kunne leje cykler. Dagens mission var at finde et nyt sted at overnatte, og da vi så hvad nabokomplekset kunne tilbyde for næsten samme pris, var det en nem beslutning. Vi tog desuden den raske cykeltur fra Playa Maya og indtil Tulum by, hvor vi der skulle klares et par praktiske sager. Jeg fik bestilt/betalt dykkerkursus samt undersøgt mulighederne for at komme direkte til Cuba fra Cancun. Vi har efterhånden en ret god evne til at planlægge dagens aktiviteter i den værste middagssol, så der skulle et par ølpauser til inden vi godt svedige nåede tilbage til vandet. Kystlinjen lige foran vores vores Cabanas tillod desværre ikke at bade, og da det det allerede var lidt sent, måtte vi nøjes med at kigge på. En strid østenvind byggede desuden grove bølger, så vi havde egentlig ikke rigtig lyst til svømning. Det blev i stedet til en tur under de 4 spredte vandstråler som ”bruseren” kunne levere… Det var trods alt lørdag, så aftensmaden blev indtaget med Coronas og efterfølgende et par kulørte drinks.

Søndag
Vores umiddelbare gode indtryk af nabokomplekset blev allerede i løbet af lørdagen kraftigt forringet – mest pga. en yderst arrogant og uhjælpsom receptionist. Han virkede fuldstændig og aldeles ligeglad og det var absolut ikke muligt at lave en reservation til næste dag, selvom der ifølge ham var ledige cabanas. Han var meget mere optaget af at studere sit nye ”Autovobil” magasin og vi blev lidt provokerende bedt om at troppe op næste morgen (søndag) kl. 7.30. En anelse desperate gjorde vi som klovnen havde sagt, men da vi igen blev bedt om at komme tilbage senere – denne gang en time – var alene hans opførsel nok til at søge alternativer. Vi tog en taxa ud til ”Zazil Kin”, hvor vi oprindelig havde tiltænkt at bo. 2 x cabanas blev reserveret og en time senere vendte vi tilbage med vores gear og fik udleveret nøgler. Større, renere og hyggeligere cabanas, bedre bade og toiletforhold, et barområde med billard og bordtennis samt en rigtig lækker strand lige foran hytterne. Den rigtige beslutning var endnu engang truffet.
En koldfront fra nord medførte lidt ustabilt vejr, så der var ikke meget ved at fede den på stranden. I stedet blev dagen blev brugt på at forberede dykkerkurset (tænk sig – jeg skal læse teori på min ferie) og falde lidt til ro i vores nye hjem. De sidste par uger har været lidt hektiske, så det var en ganske rar fornemmelse at grave ned i backpacken efter kluns, uden at tænke på at skulle pakke og af sted igen næste dag.

Mandag
Jesus havde bedt os om at møde op ved dykkerskolen kl. 9.00. Jeg havde tygget mig igennem de første 2 kapitler i PADI bogen, så jeg følte mig godt forberedt til en dag på skolebænken. Sådan gik det dog ikke helt…

”Lars, have you read the book?”
”Si si, the 2 first chapters as told…”
”Good, today is going to be a tough day for you. We have a tight schedule, so lets get started”

Cirka halvanden time senere var jeg i baljen med alt gearet på. I mangel på swimmingpools, foretages de såkaldte "confined water" dyk i en "Cenote". Yucatan er berømt for disse cenotes, der er meget eftertragtede blandt huledykkere. Jeg vil ikke rode mig ud i de tekniske forklaringer, men igen vil Wikipedia bistå den nysgerrige læser. Det var sgu vildt nok at boble rundt dernede på bunden og lave øvelser... Total akvarieagtigt og jeg følte mig faktisk som en zebracihlide hjemme på Bjerregårdsvej :) (sigtbarheden her i Cenoten er dog en anelse bedre end hjemme i tanken). Da vi var færdige med de forskellige øveler skiftede vi tanke og tog et 40 minutters dyk ind i cenoten. Det er svært at beskrive den oplevelse... Det var "muj bien" for nu ikke at overdrive for meget. Vandet i cenoten var brakvand (havlt fersk og halvt salt), så beboerne var meget alá i et almindelige akvarie - ditto var indretningen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig at dagen skulle forløbe som den gjorde, men trods den lidt uventede start, var det hele meget trygt. Mie fik genopfrisket sine færdigheder, mens jeg lærte nye sager... Til fiskenørderne kan jeg fortælle, at vi bl.a. var i selskab med en stime mindre snooks (op til ca. ½ meter), der huserede under mangroven i cenoten. De resterende lyse timer blev brugt på stranden, med dykkerbogen i nærheden. Det var nok bedst at være godt forberedt, hvis tirsdagen bød på tilsvarende overraskelser...

-Lars

Mandag
Fra den tropiske varme ved Stillehavet begav vi os nord på mod det køligere højland. Den tidligere afprøvede cocktail af køresygepiller og alkohol virkede igen og vi fik begge sovet hæderligt. Vi ankom til San Cristobal de Las Casas ved 11-tiden næste formiddag og tog en taxa stik mod førstenævnte budget hotel i Lonely Planet. Det er sgu en uundværlig størrelse den bog, meget fuldendt med beskrivelser, detaljerede kort, anbefalinger etc. Den og vores dansk/spanske ordbog er nok i virkeligheden vores mest værdigfulde ”equipaje”. Der var plads til os på hotellet, og vi fik vores egen bette hytte med toilet og bad. Resten af dagen gik med lidt sightseeing og en tur på det lokale marked, hvor vi fik 4 modne honningmeloner for en flad 10’er.
Både smagsløg og tarmflora trængte til en pause fra det mexicanske mad, så vi blev enige om at aflægge den anbefalede, Italienske restaurant et besøg og få en pizza og en flaske rødvin. Det var en dejlig oplevelse, og helt rart at slippe lidt væk fra majspandekager, dødssovs, mole og Corona’s…

Tirsdag
Umiddelbart efter den kulinariske oplevelse på ”Ristorante Italiano” (…og en anelse berusede – når man bestiller en flaske ”Vino del Casa” får man en hel liter :) ) købte vi udflugt til om tirsdagen. Vi blev hentet ved 9-tiden af en minibus og efter en lille times kørsel ankom vi til ”Canyon del Sumederio” hvor en båd med 200 hestekræfter på ryggen ventede. Det var vildt flot og en stor oplevelse. Ud over gribbe (man kan bare se de ville æde én hvis de fik chancen) og en masse andre fugle kom vi tæt på krokodiller og øgler. Sårn en stor, glubsk krokodille i fri natur er fascinerende nok… Den ville helt sikkert også tygge lidt i én hvis muligheden bød sig. I sikker afstand fra båden blev de fotograferet 20-30 gange af samtlige deltagere. Det er ikke hver dag man ser den slags rovdyr på deres hjemmebane. Mie`s falkeblik spottede desuden mit første rigtige grå hår, og fik det afmonteret blandt crocks og øgler...
I ”tourpakken” var der yderligere planlagt et besøg i en lille landsby. Det var dog ikke meget vi set, da vi sammen med 4 andre danskere i stedet fandt et ”øltelt” hvor vi tilbragte det meste af tiden :)

2 af disse danskere – Michael og Jannie – spurgte om vi havde lyst til at spise aftensmad sammen med dem, så da vi ved 19.30 tiden endnu en gang gik på jagt efter føde var det i selskab med de nævnte personager. De skulle i øvrigt senere vise sig at blive vores rejsekammerater de følgende par dage. Det var helt hyggeligt at med lidt dansk selskab. Trods en aldersavance på 6 år i Michaels favør, gik det ret nemt med øllerne, der blev indtaget med nogenlunde samme frekvens. Da sulten var stillet blev vi enige om at finde en bar, gerne med lidt live musik, hvor vi kunne vende verdenssituationen over lidt flere øl. Missionen lykkedes, og adskillige øl og drinks senere vaklede vi hjem til hotellet.

Onsdag
Vi havde med vilje ikke booket nogen ture, og ville bare tage dagen som den kom. Da vi (læs: Mie) efter morgenmaden alligevel havde lyst til lidt eventyr besluttede vi efter et hurtigt kig i hotellets tur-mappe at tage på udflugt. Mie havde i forvejen haft et godt øje til en 5 timers tur, hvor man kom rundt til et par små landsbyer og så hvorledes indianere stadig levede under meget primitive forhold. Der var kun 2 andre der deltagere, så vi blev på fornem vis fragtet rundt i personbil. Trods min skepsis, var det spændende nok. Dagens højdepunkt var et besøg i kirken, hvor vi blev vidner til ofring af høns, æg og Coca Cola (?!). Da vi kom til retur til San Cristobal fik vi klare det praktiske omkring næste stop på vores rejse – Palenque.

Torsdag
Det var egentlig en heldagsudflugt med transport tur/retur vi havde booket, men vi fik det arrangeret således at vi blev sat af i Palenque når bussen vendte hjemad. Hovedattraktionen i Palenque var (endnu) et arkæologisk sight (de har sgu haft travlt dengang) og vi ville gerne have lidt længere tid derude, end de 2 timer der var påregnet i tur-pakken. Vi blev derfor enige om at stå af bussen et par timer før planlagt, og tage ruinerne på egen hånd dagen efter. Inden da var vi forbi 2 vandfald, Agua Azul og Mis-ohal, og trods den manglende tilstedeværelse af fisk var det en dejlig fornemmelse at være i nærheden af noget vand igen :) Vores danske venner havde booket en tilsvarende tur gennem deres hotel, så da de lidt forsinkede var gennem deres program troppede de op ved ”Ed & Margaritas Cabanas” hvor vi havde lovet at reservere en hytte til dem (og omvendt hvis de kom først). Endnu en aften gik med indtagelse af god mad (bedste pizza jeg til dags dato har konsumeret) og kolde Coronas…

Fredag
Ruin-området åbnede kl. 8.00, så efter en gang hurtig morgen, hoppede vi på en ”Collectivo” med kurs mod ruinerne. Blot 5 minutter senere blev vi sat igen. Ved indgangen fik vi arrangeret en 2 timers guide sammen med et svensk par for ca. 100 negerpenge pr. person (ca. en 50’er). En ung knejt ved navn Felix Smith (gæt selv hvilket stort europæisk land med grænse til Danmark han kommer fra) havde anbefalet os at tage ud til området så tidligt på dagen som muligt, da ruinerne så stadig ville være indhyllet i morgentåge. Det så ganske rigtig kanonfedt ud… total Indiana Jones agtigt :) Vores engelsktalende guide, der var særdeles engageret og meget inspirerende gjorde oplevelsen endnu større. Ruinerne ligger i såkaldt ”tropisk regneskov” om omgivelserne er meget anderledes end på eks. Monte Alban. Begge dele er meget fascinerende, men her i Palenque kan man rigtig forestille sig at gå i Harrison Fords fodspor, udstyret med pisk og cowboyhat og en flok sure indianere i hælene. Kig billederne igennem, og gør mig selskab i rollen som filmhelt på eventyr :) Vores bus mod Tulum kørte/burde køre kl. 21, så der var lige tid en afskedspizza… Jeg tror i øvrigt det er første gang jeg har besøgt den samme restaurant 2 aftener i træk, og bestilt præcis det samme. Den pizza VAR altså bare god, bagt med kærlighed og indtaget med vellyst… Cirka 2 timer forsinkede kom vi af sted fra busterminalen.

-Lars

Lørdag
Jeg er sgu ved at blive gammel... Eller også er jeg netop ikke gammel nok. Eller måske har jeg bare fået nok af decideret solbadning. Jeg keder mig i hvert stille og roligt ihjel, hvis jeg skal ligge og suge D-vitaminer og ozoner til mig i mere end 30 minutter af gangen. Det er måske tanken om de næste par måneders tilværelse i varmen herovre der er skyld i dette lidt blasfemiske forhold til solen. Den (solen) har i hvert fald ikke samme magiske tiltrækningskraft som hvis turen går en uge til Mallorca, eller blot viser sig en enkelt gang på fyhn i løbet af sommeren. Jeg har således præsteret at tilbringe ca. 4 timer på stranden en eftermiddag – I SKYGGE! Jeg beklager hvis det virker stødende på nogen derhjemme... Jeg kan godt forstå hvis det er svært at sætte sig ind i, med de vejrmeldinger vi modtager fra Danmark.

Nå, efter fredagens strabadser på havet, var vi enige om at tage en slappedag på stranden. Vi fik en storsvedende taxachauffør til at køre os til en ny strand – lige i den værste middagshede naturligvis. 170 trappetrin bragte os ned til det varme sand, hvor vi slog os ned i god afstand til brændingen. Troede vi. Der er et helt tydeligt mønster i tidevandets bevægelser, men det kommer alligevel bag på os hver eneste gang, når vandet stiger og den første store bølge er ved at skylle over os. Endnu engang slap vi med skrækken og lidt fugtige fusser da vi trak os yderligere tilbage på stranden.

Jeg havde smuglet en fiskestang med blandt Mariekiks, vand, ugeblade og solcreme, så da kedsomheden efter kort tid blev for stor, sneg jeg mig ned i vandkanten og plaskede lidt. Allerede i første kast snuppede en bette ”ræv-bandit” fluen. Jeg fik ikke fotograferet fisken, da jeg havde travlt nok med ikke at tiltrække mig alt for megen opmærksomhed fra de øvrige badegæster. Det var dog ikke så nemt og selvom jeg var listet over i det allerfjerneste hjørne af stranden, var der mange nysgerrige sjæle. Blandt andet 2 amerikanere, der uafhængige af hinanden var henne og sniksnakke lidt. ”Denmark? Is that in US?” og ”Denmark – the capital of IKEA right?” var deres respons da jeg fortalte om mit stolte fædreland (den sidste har jeg lavet lidt om på, men den første er god nok… Hvilken ignorance…). Det blev til yderligere et par småfisk inden vi vendte næserne mod hotellet. Fredagens oplevelser sad dybt i kroppen, så da vi kom tilbage til hotellet spankulerede jeg en tur på stranden og fik lavet endnu en aftale med en fisker/bådskipper. Jeg var så opsat på at fange en af de store, glubske Jacks, så jeg fik lovet den flinke mand en ekstra bonus hvis det lykkedes at finde dem. Sjovt som det bliver en hel besættelse med de fisk. Min kære svigerfamilie vil nok nikke genkendende, da det samme drama udspillede sig under en ferie i Sydfrankrig hvor besættelsen hed Barbus Barbus (flodbarbe). Hov, dette kaldes vist en tangent - så tilbage på sporet :)

Søndag
Vi skulle være ude fra hotellet kl. 12.00, så det kunne kun blive til 3-3½ time da vi skulle nå tilbage og pakke inden. Vækkeruret var sat til 6.00 og vi skulle mødes med Anmardo foran ”Dannys” kl. 6.30. Denne gang havde jeg forklaret kaptajnen at vi KUN skulle fiske. Ingen delfiner, ingen skildpadder, ingen hvaler – kun fisk! Vi fiskede i samme område som om fredagen, men lidt tættere på kysten. Det lykkedes desværre ikke at finde Jacks’ne, så den står stadig og spøger på listen. Til gengæld var der masser af Spanish Mackerel og yderligere 2 ”Skipjack tun” (lidt yderligere research har bekræftet begge navne). Jeg havde både rigget flue- og spinnestang til, og fiskene blev ca. fordelt 50/50. Jeg fik bl.a. en rigtig flot Mackerel på en wobbler på vej tilbage. Den huggede på lidt lavere vand, og fisken gik helt amok. I et kort øjeblik troede jeg faktisk det var en af de sagnomspundne Jacks da den var så hidsig og stærk. Fed oplevelse, og endnu en god formiddag på havet.
Det lykkedes i øvrigt Mie at skyde en sailfish der dansede rundt i overfladen. De er sgu søde nok og sikkert meget sjove at fange. Foreløbig har jeg dog nok at se til med fisk under 10 kg :)

Godt svedige og en smule trætte fik vi pakket rygsækkene og checkede ud. Jeg er stadig lige forundret, når det lykkes at få plads til alt det skrammel jeg har slæbt med… Hver eneste kubikcentimeter i min 75 liters backpack er udnyttet, og der bliver ikke plads til mange souvenirs. Så de der ellers måtte føle sig indstillet til en lille overraskelse, skal nok forberede sig på at blive skuffede :) Resten af dagen blev tilbragt på stranden foran hotellet (igen i skyggen) og i hotellets opholdsrum indtil vores bus mod San Cristobal kørte. Hasta la vista, Puerto Escondido…

-Lars

Fredag
Vi havde aftale at mødes kl. 7.00 med ”Miguel”, så vækkeuret var sat til 6.15. Der blev tid til en hurtig tur under bruseren, en gennemgang af fisketasken samt lidt (knap så eksotisk) morgenmad på hotellet. Man har i øvrigt ikke megen appetit når først fiskefeberen har sat ind… Så er der kun en enkelt ting der fylder i bevidstheden og det starter med F :)

Vi så de første småtun i overfladen efter ca. 20 minutter sejlads og jeg var hurtig klar oppe i forenden af båden. Det var dog kun sporadiske plask i overfladen, der afslørede fiskenes tilstedeværelse. Min mission viste sig ikke at være helt så nem som antaget. Jeg havde håbet vi kunne flankere en stor stime af jagende fisk, og blot plaske en hvilken som helst krog ud i flokken. Det krævede lidt mere hurtighed og præcision end min morgentrætte højre arm kunne præstere. Der gik da også yderligere 30 minutter hvor vi tøffede lidt tilfældigt rundt mellem fiskene, før den første tun sad for enden af fluelinen.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive de efterfølgende 20 minutter – det skal nok bare opleves. De fisk er så psykopatisk stærke så det er svært at forstå. Jeg nåede at syre helt til i armen mens den dramatiske kamp stod på. Det er som om de aldrig giver op. Da jeg første gang havde hele fluelinen inde på hjulet og kunne se fisken, valgte den at stikke lodret mod dybet igen og stjal de 33 meter flueline på et par sekunder. Efter lidt yderligere tovtrækkeri var fisken ved båden igen. Denne gang nåede Miguel at placere gaf-krogen i nakken på den flotte fisk, og jeg trak mig ud af dysten som sejrsherre. En high-five og et par håndtegn med skipper understregede min tilfredshed. Ekspeditionens første fisk var hjemme og undertegnede fik lidt ro i sjælen. Skipper vurderede fisken til at veje 7 pund, dvs. omkring 3½ kg. Det er måske nok lige i overkanten, men det er sgu svært at vurdere da de er en smule anderledes proportionerede end de hjemlige havbasser. Inden for de næste par timer fik både Mie og jeg hver en tun ombord samt et par ”Makro’er” (det spanske navn er ”Sierra” mens man på dansk vist kalder dem ”Spansk Makrel"). Mie fik i øvrigt hevet sin fisk ombord i overlegen stil på det lidt kraftigere grej som skipper stillede til rådighed.

Skipper var meget opsat på at finde en sailfish eller en guldmakrel til os, så vi brugte en del unødig tid på at sejle rundt med store kroge bag båden. Til gengæld fandt han både en stor flok delfiner som vi fulgtes med et stykke samt adskillige hav-pildskader. Vi så desuden en Gråhval (skipper kaldte den Grey Whale – er ikke helt sikker på hvad den hedder på dansk, gråhval måske?) der væltede rundt lige uden for kasteafstand. Det kunne nok ellers være meget sjovt at fange sårn en 10-15 tons godmodig planktonæder på fiskesnøre :) Den lavede både det klassiske nummer med halen og prustede damp ud/op, men vi nåede desværre ikke at skyde den med kameraet. Det er dog et syn der er svært at glemme.

Da vi kom på land igen, fik vi en gammel fiskerkone til at filetere både en tun og en makro, mens Miguel fik resten med hjem. Med hjælp fra sidstnævnte fik vi forklaret tjeneren på ”Dannys Terrace” at vi gerne ville have fiskene tilberedt som aftensmad samme dag. Eftermiddagen blev brugt på stranden foran hotellet, til at fordøje dagens oplevelser på havet. Da vi ved 19.30 tiden vendte tilbage til Dannys, var det med stolthed i stemmen vi bad om at få serveret vores fangst - ”Nuestros Pesca, por favor”. Fiskene kom på bordet, og vi var godt klar over, at vi nok havde overvurderet vores appetit, da vi bad om en hel tun. Vi fik spist det meste af makro’en men måtte give op med ca. 4/5 af tunfisken tilbage på fadet. Der er sgu meget mad på sårn en fætter. Det smagte helt fantastisk – især markro’en (tun er og bliver tun… En fedtfattig fisk, der er udover at være en vigtig ingrediens i tunmouse, også er en god fødekilde for vægtløftere). Fisken blev serveret med grønsager, ris, salat og brød. Vi fik desuden hver et glas koldt hvidvin, så festmåltidet løb op i ca. 80,- for os begge. En fantastisk dag på vandet med mange intryk. Jeg fik prøvet kræfter med de stærke beboere i Stillehavet og turens første fisk var i kassen. Jeg havde yderligere drømt om at fange en af de store Jacks. Det må jeg have til gode til vi når Yucatan og den Caribiske kyst...

PS: Tusind tak for alle de søde/rare/sjove beskeder i vores gæstebog... Bliv endelig ved at skrive - det betyder enormt meget og er det dejligt at høre hjemmefra. Hvis der er nogen der er trætte af at kigge forbi forgæves, kan I sende en mail til kyhnau[snabel-a]hotmail.com. Så skal jeg sørge for at i modtager en mail når der er nye beretninger. Ellers kan I regne med updates ca. hver 2-3. dag, sålænge det lykkes at fange noget internet.

-Lars

Onsdag
Efter en ordentlig omgang Imodium (piller mod akut diarre – en venlig tanke til min mor og apoteket i Rosengårdscentret) samt 2 ruller Mariekiks og en uges ration af yoghurtpiller, var mavsen nogenlunde stabil igen. Det var måske nok lidt optimistisk at drage på heldagsudflugt, men udstyret med Imodium, Mariekiks og lommetørklæder tog vi alligevel chancen. Vi havde booket sårn en ”multi-tour”, hvor man bliver fragtet rundt i en minibus og besøger 4-5 forskellige sights: El Tule – kæmpe træ, der er verdens største enkeltstående organisme. Et væveri hvor de laver tæpper på gammel vis. Mitla – endnu en arkæologisk udgravning med en masse store sten pænt arrangeret. Hierve el Agua – en mineralkilde hvor aflejringer danner vandfaldslignende formationer ud over et bjerg samt et sted hvor de laver Mezcal (lokalt spirikum a la tequila). Det var en spændende men lang dag. Min guldfiskehjerne har allerede glemt de tekniske detaljer, så igen vil jeg spare Jer (samt blæk) for yderligere. Jeg håber billederne forklarer sig selv :)
Knap 1½ time forsinket nåede vi tilbage til hotellet. Vi havde pakket fra morgenstunden, da vores bus mod Puerto Escondido kørte kl. 21.30. Vi havde en 9½ times køretur foran os, så kloge af erfaring var vi godt dopede på køresygepiller og smertestillende (samt et par genstande Mezcal fra prøvesmagningen) da vi steg ombord. Det så ud til at virke efter hensigten, og vi sov begge det meste af turen (i hvert fald efter den spansk-synkroniserede og hysterisk larmende version af James Bond – Casino Royal var færdig).

Torsdag
Selvom klokken kun var omkring 7, da vi steg af bussen, slog varmen med det samme. I modsætning til i Mexico City og i Oaxaca var der her allerede megavarmt fra morgenstunden. Vi fik fat på en træt taxachauffør, der fragtede os til ”Hotel Mayflower” for 12,- penge (flere venlige tanker mod DK, da vi fik Mayflower anbefalet af vores gode venner Jacob og Majbritt. Vi bor i øvrigt på værelse 9 på første sal lige når man kommer op af trappen med udsigt over havet). En hurtig søgning på trådløse netværk afslørede en ”mayflower-wireless” og glæden ville ingen ende tage. Der sidder nok et par stykker der tænker hvorfor tossen har slæbt en competer med om på den anden side af jorden. Betragt det som et fiskeredskab på højde med stang, hjul og snøre. Jo, man kan selvfølgelig godt fange fisk uden… Men det er så kæmpe en fordel at se tingene fra luften, når man skal opsøge nyt fiskevand. Til det formål har nogle venlige mennesker hos Google bygget en applikation der hedder Googleearth. Med dette fantastiske redskab kan man mange steder zoome helt ned til ca. 300 meters højde og opleve en imponerende detaljeringsgrad. Således afsløres lavvandede områder, tidevandsrender, skrænter, blue holes osv. Med lidt øvelse kan man endda finde solbadende gæster. Dette har naturligvis størst interesse omkring naturist-strande :)
Competeren er i øvrigt også et uundværligt værktøj i forbindelse med dagbogsskriveri. Sidst jeg var på tur forsøgte jeg mig med en notesblok og en kugleskriver. Det blev til lige præcis en side og 3 linjer før jeg brød i smertefulde kramper i fingrene og måtte give op. Efterfølgende blev dagens oplevelser beskrevet på stikordsform, men det er en helt anden historie. Efter en del modstand er selv Mie begyndt at se fornuften. Det er nu meget bekvemt at kunne ordne bankforretninger etc. fra hotelværelset på den anden side af jorden. Et yderligere højdepunkt er gennemgangen af dagens billeder…
Nå, nok om dette elektroniske, transportable vidunder, der blot udgør 2 kg. af min samlede bagagemasse på over 30 kg. Jeg håber min lille prædiken efterfølgende medfører lidt forståelse :)

Morgenmaden blev indtaget på ”Dannys Terrace” med havudsigt og udsyn til den lokale fiskeflåde der kom ind med morgenens fangst. Her fik vi (læs: jeg) første gang syn for de brutale hurtigsvømmere der pisker rundt i farvandet hernede. Fangsten bestod primært af ”småtun”/bonitos op til ca. 5 kg samt Jack Crevalle op til 7-8 kg men også enkelte Mahi Mahi eller ”Guldmakrel” frit oversat til dansk. Min tankevirksomhed var resten af dagen primært rettet mod de 2 førstnævnte arter og jeg har måske nok været lidt fjern hvis man spørger Mie. En 12 kroners taxatur fragtede os til en nærliggende strand, hvor vi fordrev resten af eftermiddagen. Jeg fik skudt et par fisk med mit ny-/gen-erhvervede Olympus undervandskamera. Det kystnære vand er ikke superklart, men man kan da se at motivet forstiller en fisk :)
Sidst på eftermiddagen fik vi lavet en deal med en lokal fisker, der ville tage os med ud og fiske (mod betaling naturligvis) næste morgen. Efter aftensmaden fik jeg gjort grejet klar og rigget fluehjulet med passende forfang, samlet et bredt udvalg af fluer i forskellig størrelse og farve samt pudset brillerne (tak til mine grejpushere, Claus og Joe fra Go-Fishing, for kyndig vejledning og god betjening). Med sommerfugle i maven gik vi (læs: jeg) til køjs lidt over midnat spændt på hvad morgendagen ville bringe af oplevelser.

I Lonely Planet havde vi fundet et fint ”budget” hotel, hvor der udover pæne og rene værelser, var gratis trådløst internet. Se, det tæller højt på undertegnedes liste over gode egenskaber ved et hotel. Pyt med morgenmad, beliggenhed og udsigt, så længe jeg kan få styret mine onlineabstinenser :) Vi blev sat af taxa’en ved 6-tiden (ja, om morgenen… det er sgu tidligt når man har ferie) og fik vækket den stakkels hotelvagt, der med morgenhår og søvn i øjnene kunne oplyse, at der ikke var flere ledige værelser. Den flinke dreng foretog uden opfordring et enkelt opkald og fik guidet os 3-4 gader tættere på centrum, hvor en anden hotelmutter tog imod os, ligeledes tydelig påvirket af tidspunktet. De stakkels mennesker er vist ikke vant til at være så tidligt oppe. Efter en kort besigtigelse af værelset var det en nem beslutning for de 2 trætte rejsende.

Vi fik begge boblet et par timer inden vi drog på jagt efter føde. Det var på daværende tidspunkt ca. 14 timer siden vi sidst havde spist, og især mit blodsukker var helt nede hvor det aldrig bør komme. Dem der kender til mine lidt sære spisevaner ved, at jeg bliver yderst ubehagelig hvis ikke jeg får noget i skuffen ca. hver 3. time. Sult går simpelthen direkte i mit humørcenter og jeg kan ikke styre det. Det lykkedes da også at få bidt hovederne af hinanden et par gange inden vi fandt en café og fik afgivet ordrer. Det var søndag så caféerne åbnede først efter 10. Om de lokale havde tømmermænd, eller blot tog sig frihed (frækhed!) til at sove længe vides ikke. Med fornyet energi gik vi på turistinformationen/politistationen og fik udfyldt en anmeldelsesformular, så vi kan få lidt monedos for kameraet og lidt valuta for vores rejseforsikring. De resterende lyse timer blev brugt på endnu et cafébesøg (formiddagsøl, mmm), marked, sightseeing, solbadning samt dagbogsskrivning.

Der er helt enormt hyggeligt her i Oaxaca i stor kontrast til Mexico City. De der har været her, er helt sikkert enige. Folk er glade, afslappede og meget venlige og alting foregår et par gear lavere.

Efter aftensmaden slog vi lidt tid ihjel på en nærliggende café. Mie bestilte en kaffe med kage og jeg en ”Michelada”. Den stod under ”Cerveza” (red: øl) sammen med Corona, Indio og andre ølmærker som jeg allerede havde testet, så jeg tænkte det var på tide at udvide horisonten lidt. ”Una Michelade, por favor” fik jeg køligt sagt til den unge dame med notesblokken. Hun hævede øjenbrynene og spurgte lidt arrogant ”Una Michelada?” som om jeg var dum. Et afdæmpet ”Si” bekræftede mit oprindelige udsagn. Da hun lidt efter vendte tilbage med et ½-liters ølkrus fyldt ca. kvart op med Tabascosovs (jup, den væmmelige ingrediens der bruges i ”Bloody Mary”) og chilikrydderi på kanten samt en flaskeøl, var jeg godt klar over at den var gal.
Den gyldne bryg blev helt op i kruset, og wupti, wupti, trylle, trylle – så var der tomatsuppe af øl til Lars Jensen. Det er sgu nok den mest modbydelige drik jeg nogensinde har fyldt på mit stakkels legeme. Det var stærkt, kvalmt, koldt og varmt på samme tid… Hver eneste gang jeg hev i sugerøret var det ved at komme retur, og det krævede stor koncentration ikke at kaste op. Men ned kom den klamme væske og dér blev den… I et stykke tid i hvert fald. Og jeg kunne forlade caféen med oprejst pande og æren i behold (den kvindelige tjener havde jo ikke set mig sidde og smågylpe for at få aflivet den afskyelige ”drink”). Jeg vil i øvrigt gerne servere en tilsvarende gang ren ondskab til april hvis nogen skulle være interesserede. Hvis jeg kender en vis C.P. rigtigt (navnet er kendt af redaktionen), indtager han den med glæde for en ”hund” :)

Mandag
Med rumlende mave spadserede vi mod vores egen lille morgenmadscafe og fik stillet sulten. Det viste sig senere, at det ikke kun var pga. sult at maven rumlede lidt. En time senere var vi på vej i bus til ”Monte Alban” der er endnu et pyramidekompleks af store sten. Igen vil jeg henvise til wikipedia for de tekniske detaljer og blot tilføje at det er et imponerende skue. Jeg håber billederne giver et nogenlunde indtryk, selvom den slags skal opleves i virkeligheden. Jeg tror ikke de kendte til begrebet byggesjusk dengang. En dårlig håndværker blev nok bare aflivet – en interessant tilgang som vi måske kunne lære lidt af i nutiden :)

Jeg måtte til tælling cirka halvvejs gennem rundturen, og det viste sig blot at være første ud af en række på over 20 toiletbesøg. Jeg har flere teorier omkring hvad der har været skyld i at jeg skulle lide denne onde skæbne. Min mistanke er fortsat rettet mod Tabascosovsen… Jeg tror simpelthen den har formået at tage livet af hver evig eneste godartet bakterie i min udsatte mavesæk. Her på bagkant burde jeg nok have taget nederlaget i caféen i stedet for at spille smart. Det ved jeg så til næste gang jeg kommer til at bestille en Michelada. Da vi kom retur fra Monte Alban tilbragte jeg cirka resten af dagen på potten. Længe leve trådløst internet! Vi har i øvrigt 6 forskellige solcremer med, men ikke en eneste salve til bagenden. Jeg ville gerne bytte lige over med en faktor 20...

-Lars

Ud fra førstedagens aftentemperaturer og tøjvalg, var det med langebukser og ærmer vi begav os på jagt efter morgenføde i lokalområdet. Meget selvstændige og impulsive valgte vi at gå ret efter den førstnævnte ”budget” cafe i vore Lonely Planet guidebog. Det viste sig dog at være et glimragende valg… Jeg startede dagen en gang æggeruskumsnusk med skinke og chilisovs fra helvede (for lissom at få mavsen i omdrejninger igen) samt blandet frugt og kaffe mens Mie fik yoggi yoggi og noget brød. Herfra satte vi kursen mod Teotihuacan (sol/måne pyramiderne). Det var sgu en flot omgang sten de har fået stablet op derude… Vi har desværre ingen billeder derude fra – mere herom senere. Så jeg har snydt lidt med google og håber det kan give et indtryk af omgivelserne. Området derude klares med en spadseretur på ca. 2 km. Vi tog desuden de 248 trin op på toppen af solpyramiden. En hurtig søgning på wikipedia klarer alle de historiske oplysninger meget bedre end jeg kan, så de interesserede må selv på research :)

På vej retur til i metroen fik vi vores første ubehagelige oplevelse mindre end et døgn efter vores ankomst til Mexico, da vi blev udsat for et yderst veltilrettelagt og professionelt udført lommetyveri. Man kan godt se at de røvhuller lever af det. Mens vi stod på perronen og ventede på toget, blev vi omkranset af hvad vi blot troede var andre passagerer. Men banditterne sørger for at stå tilpas tæt omkring os og da toget ankommer og vi skal ombord bliver der skubbet kraftigt fra mængden bagved. Min rygsæk, der af samme årsag er monteret på mavsen, bliver presset opad, så jeg forsøger at holde den nede med begge hænder så den ikke ryger af. Imens sniger et par medsammensvorne sig i mine lommer (der i øvrigt er grundigt knappet) og napper Kamera, penge og busbilletter. Umiddelbart efter er vi godt klar over at den er gal, da det hele virkede meget unaturligt. Jeg tager mig til lommerne der ganske rigtigt er tømt alt på nær en halv pakke Stimorol (total yndlings flavour importeret fra DK… Hvis de også havde bøffet den, var jeg FØRST blevet gal). Stationen efter stiger en flok hankønsvæsner i forskellig alder af metroen og vi (måske specielt jeg) føler os mere end dumme. I bakspejlet er det nemt at se at vi har været for blåøjede… Episoden kunne nok have været undgået hvis vi havde ulejliget os selv med at læse hvad Lonely Planet skriver om den slags. Vi gjorde cirka alting galt :) Kontanter og værdier i lommerne, lade sig distrahere af diverse snu afledningsmanøvre (fokus på taske – hænder væk fra lommerne) osv.

Udbyttet for Los Bandittos blev 1 stk. Olympus Stylus 790SW med 2 GB memory, 1254,- negerpenge i kontanter (Vi havde naturligvis lige hævet til og købt busbilletter – deraf det præcise beløb… det svarer til ca. 600), 2 enkelt billetter Mexico City -> Oaxaca samt lidt lommeuld. Så det har nok været en god dag for lommetyvene i undergrunden. De må nok være rimelig velhavende, hvis alle førstegangsbesøgende er ligeså naive som os.
Nå, men det var en lærestreg og ubehagelig oplevelse til ca. 600,- Kameraet får Gouda/If lov til at sponsorere. Men hvad med de dyrt indkøbte busbilletter? (dette er en såkaldt ”cliffhanger”, der tvinger læseren til at fortsætte. Tiden vil vise om jeg mestrer denne disciplin ligeså sublimt som Dan Brown :) ) Det værste ved oplevelsen var faktisk følelsen af magtesløshed og ydmygelse… Vi stod i flere minutter i selskab med idioterne og kunne gøre Nada. Eller, det kunne vi måske godt, men jeg tror vi traf den rigtige beslutning ved at trække følehornene til os tørre næsen bagefter (og jeg er sikker på især min mor er enig). 2 blegfede gringos versus 18 mio. mexicanere.. 3 timer senere var kameraet generhvervet (denne gang dog i en blå udgave for adspredelsens skyld) i et nærliggende indkøbscenter og oplevelsen var næsten lagt bag. Nu er vi i hvert fald forberedt på flere slag over snuden…

Lørdag
Formiddagen forløb med morgenmad, en forgæves tur på politistationen samt lidt sightseeing. Vi vidste ikke rigtigt om vi var købt eller solgt mht. vores busbilletter. Og efter adskillige forsøg på at få fat i busselskabet blev vi enige om at tage ud til ”Autobus Terminal Norte” som planlagt og krydse fingre for at vi kunne komme med. Vi havde heldigvis skrevet vores navne op da vi købte billetterne, så de spiste vores ”røverhistorie” og lod os komme med. Medmindre jeg er kraftig beruset, er min organisme kun bygget til at sove i vandret position og helst i ro og mørke. Ingen af disse kriterier var imidlertid opfyldt under den 6 timer lange bustur, så jeg fik kun sovet ½-1 time undervejs. I stedet brugte jeg timerne på at tælle cactus’er samt slå brugbare gloser op i min Spansk ordbog. Hvis episoden i metroen var sket 1 døgn senere, kunne jeg eks. have råbt ”Ojo del culo” efter gerningsmændene… ”Ojo” betyder ”hul” – resten må i gætte Jer til :) Apropos gloser har vi allerede haft stor glæde af de begrænsede ord og vendinger min guldfiskehjerne (2 sek. hukommelse) har absorberet under et 20 timers crashkursus. Ellers kommer man langt med et smil og lidt tegnsprog… Vi ankom til Oaxaca ved 6 tiden her søndag morgen og fandt et ledigt hotel i andet forsøg. Det koster ca. 100 kr. per person per overnatning, så det vælter ikke budgettet… Og mon ikke der bliver råd til en fiskeguide, når vi kommer til Stillehavskysten en gang i næste uge? :)

-Lars

Vi hentede Rie (min søster) ved 3 tiden, da hun havde tilbudt at fragte os til lufthavnen. Mange tak for det. Efter et kort stop ved den lokale benzinpusher, hvor Mazda'en fik slukket sin tørst i oktan 92 og jeg fik kolde fingre, satte vi kursen mod Billund. Da vi steg ud af bilen ved lufthavnens "drop off" zone, var sneen begyndt at lægge sig. Det var nærmest symbolsk som vi drog afsted mod de varme lande, mens det sneede og vinden sørgede for -15 graders "chill-faktor" (ifølge Jarnvigs prognose). Vi slap igennem check-in med henholdsvis 1½ og 3½ kg overvægt. "Du skal nok begrænse dig lidt når i skal retur" sagde den rare dame ved skranken. Jeg nikkede og sagde "ja, det må jeg nok hellere", mens jeg tænkte tilbage på pakke-helvedet i går aftes, hvor jeg havde proppet min håndbagage med flat-boots (fiskestøvler til de varme lande for de ikke-indvigede), bukser, sovepose, bøger, competer, diverse opladere m.m. for at få min store rygsæk ned bare i nærheden af de tilladte 20 kg. Desuden fik jeg listet et par sko, en bog, min fisketaske samt hele vores imponerende udvalg af solcremer over i Mies rygsæk... Lidt gentleman har man vel lov at være :)

Efter en beskeden pause på ca. 6 timer i Amsterdam stak vi over Atlanten i en Boing 747 model 400 med længde på 78 meter, maksimal lastevægt på 16000 tons og tophastighed på 950 km/timen. For flere ligegyldige informationer henvises der til specifikationsfolderen, der befinder sig i ryglænet ved siden af brækposen og tax-free kataloget. Ca. 11 timer og 3 måltider senere landede vi i Mexico City. Det lykkedes i øvrigt også at indtage adskillige genstande undervejs i form af rødvin, whiskey, baileys og Heineken (vi fløj med KLM). Der er nu noget hygsomt over sårn en længere flyvetur, hvor man i vilkårlig rækkefølge og af flere omgange sover, spiser, ser dårlige film og drikker sig småberuset i stewardessens fornuftige bar-skab/bar-metalkølebokspåhjul.

Termometeret flakkede mellem 17 og 20 grader da vi landede 17.30 lokal tid, så det var helt behageligt. Vi slap hurtigt gennem bagageudlevering, told og paskontrol og fik fat på en taxa. 30-45 minutter senere og 185 mexipenge fattigere (svarer vist ca. til 90 kroner) steg vi af ved "Mexico City Hostel". Her var der dog kun plads i de frygtindgydende fælles sovesale, og vi blev hurtigt enige om at det nok ikke var den bedste måde at debutere som backpackere sammen. Så vi måtte 100 meter længere ned af gaden og ind på "Hotel Azores" der kunne tilbyde os et rent og pænt dobbeltværelse med eget toilet og bad til ca. 160 kroner pr. nat. Efter en hurtig skyller + tøjskifte sneg vi os ud for at kigge lidt på lokalområdet. Det var dog ikke helt så varmt som forventet da vi kom ned, så t-shirten blev suppleret med en hættetrøje. Nede på "Zocalo`en" (en slags byplads i centrum - alle byer har een) forsøgte jeg mig med en slags pandekage udstyret med chilisalsa fra helvede samt lidt forskellige chili'er. Det var en dejlig måde at slå samtlige smagsløg ihjel på og samtidig få varmen.

-Lars

Kære familie, venner, kollegaer og hvem der ellers måtte kigge med. Så er der cirkus 4 timer til afgang mod de varme lande... Det har været en jævnt stressende dag, med en uendelig liste af gøremål og småting der skulle på plads. Mit fantastiske planlægger-gen dikterer altid denne form for panik i sidste øjeblik, og det ændrer sig nok aldrig. Mie derimod har som altid haft styr på det hele i god tid. Hun er vist til gengæld blevet smittet med den såkaldte rejsefeber, der udover at gøre ondt på pengepungen medfører urolig nattesøvn. Jeg er i hvert fald blevet opfordret til at slukke for compteren utallige gange de sidste par timer. Jeg ville egentlig gerne have skrevet et par ord om forberedelserne til denne tur, men har istedet prioriteret indkøb, pakning, klargøring af gear, indtagelse af føde osv. højere i dag. Der bliver forhåbentlig tid til mere spændende beretninger undervejs :) Jeg har dog nået at tage et par billeder i farten... Til I hører fra os igen må I holde humøret oppe herhjemme, og tænke på at det nok også bliver forår i Danmark på et tidspunt. Og skriv endelig en hilsen i gæstebogen. Adios!

-Lars